At være hanelefant kan være ensomt
Ethvert socialt rum har sine konstellationer. Det at være menneske er at indgå i sociale samspil, og i disse er der mange nicher – og oplevelser.
Vi er som mennesker unikke – derved at vi har intuition – og derved også uforudsigelighed. Derved er vi og vores adfærd og handlinger vanskelige at beskrive og fastholde i en simpel forklaring.
Og hvor ville det være dejligt – eller nærmere forskrækkeligt – hvis adfærd kunne forklares i sin fulde dybde.
Vi kan ikke på en altomfattende måde forklare alt dette menneskelige forunderlige – men nogen gange kan en mere sekundær teori – en forklaringsmodel – give en skabelon til at forstå samspil bedre. En forståelse, der kan gøre mindre blind – uden at gøre alting klart.
For nogle år tilbage stødte jeg på en modelforestilling, der i flere gange har vist sig nyttig – for at kunne håndtere forståelsen af de motiver, der driver den enkelte i et socialt fællesskab. I korthed siger den, at for nogen er det, at besidde den visuelle og symbolske magt (M) væsentligst, for nogen er viden og gode resultater det væsentligste (P) og for nogen er det at mennesker fungerer sammen og har det rart (A) det vigtigste. En tankemodel, der går under navnet APM-modellen.
De tre faktorer kan i denne modelforestilling stå meget alene – eller de kan kombineres. Kombineres magt og produktivitet som faktoren kan det give udtryk i en hård resultatrigt leder – der accepterer, at der er menneskelige tab undervejs. Kombineres en higen for resultater med en stor sensitivitet overfor det sociale og oplevelsen af tilhør – kan det bevirke en risiko for udbrændthed – idealistens dilemma.
Der er udviklet test, der tager udgangspunkt i APM-modellen, og i min oplevelse har de været overraskende i deres tydelighed – der har været noget om det – når man så på resultaterne i forhold til de personer, der blev testet.
Tanken bag er i virkeligheden at der er brug for alle egenskaber – og derfor diversitet – i en social organisme eller organisation, der skal fungere – og at det er helt OK at forstå og tale om, der er forskel på de personlige drivkræfter, som styrer den enkelte.
Overskriften peger på den mest forkætrede af de 3 arkeegenskaber – den der higer efter den symbolik, der ligger i at besidde magten. I den dårlige udgave, udmønter det sig i despotens desperation. I den gode udgave er det den værdige repræsentant for et fællesskab, som forstår ikke kun at være den kølerfigur, som han brænder for at være, men ved, at han er det på vegne af et fællesskab, der omfatter andre, som brænder for sagen med en anden vinkel.
Under alle omstændigheder er der noget ensomt i at være hanelefanten, et slagord for teoriens magtmenneske – hvis man ikke forstår, at magtsymbolerne er til låns af et fællesskab, der har brug for et repræsentativt ydre – et symbol for fællesskabet – ikke den enkelte i sin ensomhed.
Gemt Under Ledelse // Kommentarer lukket til At være hanelefant kan være ensomt
