Embedsmændene kan træffe hurtige beslutninger via det bureaukratiske apparat, men kun hvis regelgrundlaget er til stede. De professionelle embedsmænd har en høj grad af autonomi via deres faglighed og kontakten til borgere/brugere.

Et særligt kendetegn for offentlig service er, at efterspørgslen i princippet er uendelig, når ydelsen er gratis. Der er derfor politikkerne der bestemmer udbud og efterspørgsel. Det sætter den politiske ledelse i en helt speciel situation, der ikke kan sammenlignes med ledelsen af en privat virksomhed.

Et andet særligt kendetegn ved den politiske ledede organisation er, at ledelsen indrømmes ikke kun en ret, men ofte søger deres legitimitet overfor vælgerne, ved at være uenige udadtil – og det ofte på enkeltsager.

Det kan betyde, at de reelle beslutninger overlades til de udførende.

Når den politiske ledelse ….. viger tilbage for at foretage prioriteringer og fastlægge præcise målsætninger, fortages prioriteringen i stedet af frontmedarbejderne.[1]

Det er et dilemma, der peger på betydningen af forskellen på enkeltsagspolitikere og målstyringspolitikere. De første står måske stærkest i offentlighedens lys, mens sidstnævnte har en chance for en større reel indflydelse.

Men findes der målstyringspolitikkere?

Og findes de, tør de så være ærlige omkring deres mål?

The day went
Then two, tree, four, five
All nice days
I meet many young people
Already I know so many

So I think about it
How I like it
Then I know
I like here
That’s good I’m happy

Surfede i egne tekster fra 1973 – som 16-årig. Ikke just den store digterkunst – bør være ydmyg ved egen vurdering af nutidens ungdom i skolen. Men bedre forsøgt – end lade være. Her fra glæden over at skifte værtsfamilie under udvekslingsophold i USA.

Hansine Bedsted fortæller:

Vi boede tidligere i en stuelejlighed Voldgade 14, og havde fået vores første barn. Lejligheden var dårligt indrettet, og der var ikke egen toilet og bad. Første gang vi hørte om andelsboligtanken var fra arkitekt Ove Hove. Rudolf deltog i møderne fra starten af, men han lod sig aldrig vælge til noget. Vi vidste jo lang tid før, at vi skulle flytte herud og kom tit forbi og så på byggeriet efterhånden som det skred frem. Det passede med, at vi havde en kolonihave nede på den anden side af Norgårdsvej. En af lejlighederne blev gjort færdig 14 dage før de andre, da der var to der skulle giftes, og så skulle de jo have en lejlighed.

Da vi flyttede ind, var de ikke færdige med at lægge terrasso på trapperne. P.g.a. krigen blev terassoen lagt ovenpå trætrapper. I de 6 nyeste blokke er trapperne støbt og hængt op. Det var også ligesom halvt om halvt at flytte ud på landet dengang, det meste af det andet på Norgaardsvej er jo bygget siden. Det var gode lejligheder, man fik sit eget toilet og et bitte brusebad inde i lejligheden. Det havde vi ikke haft tidligere. Der var masser af børn hernede, der var rigtig mange. Nu er der kun ganske få. Dengang Frederik Kühl var gårdmand, skulle det gå efter en streg det hele. Så snart at der løb børn ud på græsplænen, så lød det “Kan I så komme af den græsplæne!” Men så det også godt ud rundt omkring herude. Der var en enkelt plæne, hvor de måtte spille bold, og så var der en bitte legeplads, en gynge og en sandkasse, men græsplænerne imellem blokkene måtte de ikke leg på, der gik jo en del ruder, når der var så mange børn.

Børnene måtte heller ikke engang sætte træskoene nede i gangen, hvis de lige skulle op. Hvis Kühl kom forbi, så sparkede han træskoene ned i kælderen. På et tidspunkt snakkede Rudolf om at flytte op i en lejlighed på Holstebrovej, der var lidt større, og havde en bedre udsigt oppe på Holstebrovej. Jeg brød mig ikke om at skulle flytte derop. Vi kom jo så godt ud af det med vore naboer og det hele. Det er rart, at man kender hinanden, så man kan gå sammen en aftenstund.

Hansine Bedsted fortæller om hvorledes de indrettede sig med 3 børn i den 70 m² store lejlighed: Vi havde etagesenge i børneværelset, der kunne stå to ved siden af hinanden og så en ovenpå, så var der plads til alle tre. Vi købte dem ude fra flygtningelejren i Jegstrup. De boede derinde alle tre til at begynde med, indtil den store kom i slagterlære. Stuen skulle også bruges som spisestue, der var ikke plads i køkkenet sammen med børnene. Hvis børnene skulle lege, så foregik det på stuegulvet, for på værelset var der ikke plads til dem, når sengene stod der. Det var i stuen man hørte radio, læste avis, spiste og legede.

(Fra samtale med Hansine og Rudolf Bedsted den 9. juli 1990)

Af Jørgen D. Jensen, AAB Skive – et tilbageblik, ISBN 87-984035-0-8, 1992

Blandt det mere nørdede var udarbejdelse af datomæssige biografier af centrale medlemer af SUF, det oprindelige Socialdemokratiske Ungdomsforbunds medlemmer i Skive – under de ideologiske stridigheder der fulgte i kølvandet på den 1. verdenskrig og revolutionen i Rusland.

To af de centrale skikkelser i Skive døde unge – en af den spanske syge og journalist Jens A. Christensen herunder af tuberkulose i 1921 i en alder af 25 år. Inden da nåede han at være medstifter af det nye DSU.

There’s a hole in the world tonight.
There’s a Cloud of fear and sorrow.
There’s a hole in the world tonight.
Don’t let there be a hole in the world tomorrow.

They say that anger is just love disappointed.
They say that love is just a state of mind,
but all this fighting over who will be anointed.
Oh how can people be so blind

[Chorus:]
There’s a hole in the world tonight.
There’s a Cloud of fear and sorrow.
There’s a hole in the world tonight.
Don’t let there be a hole in the world tomorrow.

Oh they tell me there’s a place over yonder,
cool water running through the burning sand,
until we we learn to love one
another we never reach the promise land.

[Chorus:]
There’s a hole in the world tonight.
There’s a Cloud of fear and sorrow.
There’s a hole in the world tonight.
Don’t let there be a hole in the world tomorrow.

http://en.wikipedia.org/wiki/Hole_in_the_World

Lige her provokerer det ingen.

Hvem synes det plankeværk så ud af noget uden?

Og trods beskedenheden er det alligevel placeret i byens hjerte.

Her var jeg, er der nogen der tænker, – når de passerer forbi. Ikke helt glemt og ikke uden spor.

(Eget foto 15. juli 2010)

Sjællænderen og hans kone fik i alt 13 børn. 2 af børnene døde af tuberkulose, i alt 6 af dem har været på sanatorium. De mange børn har gjort sit til, at gøre familiens økonomi håbløs.

Familien havde det godt nok om sommeren, når der kunne tjenes penge i tørvene. Men om vinteren var der kun til kartofler. Kun de alleryngste børn fik mælk. Børnene har også måtte skiftes til at gå i skole om vinteren, da de ikke havde fodtøj alle sammen.

Når tørvearbejderne gik til kontrol om vinteren hang der i den første tid en seddel omme på porten til “Det store værk” (Tørveværk), hvor de kunne skrive sig på. det kunne ske, at de gik i skoven for at arbejde efter kontrollen for at supplere understøttelsen, der var på 12 kr. om ugen.

Sommetider tog Sjællænderen fra egnen og ind til Lem for at arbejde for bønderne uden for tørvesæsonen. Her kunne han få 18 kr. i ugen plus kost. Når han nåede hjem til familien, havde han omkring halvdelen tilbage. Resten gik til togbillet, tobak og lignende.

Kilde: Fra interview i 1986 med min bedstefar Thorvald Dyrholm Andersen i f.m. udfærdigelse af SID’ Skive afdelings 90 års jubilæumsskrift.

Bogen foregår i starten af 1800 tallet omtrent da Norge blev adskilt fra Danmark.

Bogen handler om grundlæggende livsspørgsmål omkring liv og død, hvor religion og sygdom og nød indgår. Den foregår måske nok i en historisk tid, men i vores tid lever mange mennesker under lignende vilkår i forhold til både sygdomme, nød og religiøse opfattelser.

Rammen om handlingen i bogen er et spedalskhedshospital i Bergen – der i dag er museum, og bogens hovedperson ender med at dø – men trods det er bogen livsbekræftende og fortæller om det smukke i menneskelivet.

Den rummer dertil også opgøret mellem en negativ gudsfrygtig fordumsfuldhed og oplysningstidens gennembrud – bl.a. ved at vise den frihed der åbenbarer sig ved det at kunne læse – og at læse oplysningstidens drømmende forfattere – bl.a. Holbergs historie om Niels Klims underjordiske rejse – en rejse til en bedre fremtid.

En bog der i overraskende grad kunne indgå som en ramme for dannelsessamtaler med mange afstikkere og perspektiver.

"Måske lige efter stavnbåndets ophævelse", mente en af mine kusiner, da hun så dette billede på facebook. En anden læser fulgte op med 1800 og hvor meget?

Sandt er det, at det opleves som en fjern og fortidig verden. Dengang der var langt til købstaden Skive, selvom barndomshjemmet kun lå 11 kilometer derfra. Før The Beatles – og vel knapt nok Dansk Toppen – men i stedet Bror Kalles Kapel, der spillede gl. dansemusik, når far skulle have en middagslur.

Jeg er født i 1955, min søster i 1958 og der blev bygget en kostald, der hvor hønsegården var i 1962 – så jeg vurderer at billedet er fra lige før kostalden blev bygget.

Hesten blev omtrendt samtidigt solgt til slagtning for at blive erstattet af en lille grå traktor.

Der var ingen telefon, ingen TV, ingen bil, intet køleskab i det lille hjem. Vand var blevet indlagt, men jeg husker pumpen fra før det skete, – og der var endnu ikke et egentligt toilet – men et lokum med spand i et lille aflukke ude i laden.

Frostvarerne fra husmandsbrugets naturalieøkonomi lå ½ kilometer væk i en af andelsfrostboksens kummer.

Det var fattigt dengang – i billedets tid, og det satte sine dele af de spor, der fulgte …

Her i nutiden står frostbokshuset der endnu – forkølet og tomt uden fordør, når man kommer forbi – som et skur ved en busholdeplads ude på landet. Den benyttes til en cykel eller to og måske en knallet, der står og venter på at en ejermand skal stå af bussen.

En ung knægt i Tyskland, en hyrdedreng og hans hund, oplever to af pavens udsendte sælge afladsbreve, som de holder frem for næsen af de fortvivlede som når man holder kødben frem for en hund.

Moralen er som i Martin Luthers og Hans Tausens kritik af afladshandlen og latterliggørelse af frygten for det hindsides – eller i det mindste det at tro, at man kan sikre sig mod det uvisse herefter.

Men det er samtidigt letkøbt, – tilsyneladende var de fordums katoliker enfoldige og protestanterne de oplyste.

Realiterene var langt mere mudrede, når vi taler reformationen. De to konger Christian den II og Christian den III, der kom til at strides, tog religionen på sig som det var opportunt – og sidstnævnte endte med at overtage al kirkens gods.

På den vis er intet ædelt, – man gjorde op med aflad, men grådighed gjorde man ikke op med. Og i Tyskland slog man ihjel i stor stil i regionsopgørets tjeneste.

I dag kan man også håne de, der lader sig lede af paradis som kødben. På sin vis forståelig, men ikke nok, hvis man vil undgå krig, ufred og terror. Ikke nok, – fordi den frygtsomme lidenskab, der ligger i frygten for det hinsides – ikke helbredes ved hån.

Deri ligger et dilemma for den gudløse humanist eller den der blot er religiøs i den forstand at vide, at det i grunden er et menneskeligt påfund, der indeholder hint til et moralsk håndterbart levned.