Forsvar mod forandring er ulyst til at vedgå fejl
I ord ønsker de fleste forandring til det bedre. Der ønskes udfordringer – ikke for mange på en gang – men heller ikke for få. Ting skal udvikle sig – og man ønsker selv at udvikle sig med.
Trods det opleves alt for meget for alt for mange som besværligt, når det handler om forandring.
Chris Argyris, der var professor ved Harvard Buisness School, fremkom med provokerende betragtninger på spørgsmålet om, hvorledes udviklingen af organisationer bremses af forsvarsrutiner, som vi har indbygget for at beskytte selvværdet.
Det er i den sammenhæng ikke nogen trøst, hvis man er højtuddannet, da han bl.a. har sagt:
"Professionals embody the learning dilemma: they are enthusiastic about continuous improvement— and often the biggest obstacle to its success."
Hvorfor? Jo man vil gerne udvikle, men også bevare facaden af at kunne overskue, være fejlfri og kompetent.
Det er de andres skyld
På det individuelle plan har vi indbygget en forsvar mod negative selvoplevelser, der består i, at vi lægger skylden for vores fejl på ydre forhold. Virker noget usikkert, må det være de andres eller noget andets skyld. Vi finder på den måde forklaringer, der skal bringe ro i vores usikre sind.
Denne tildækning af fejlene er som udgangspunkt ganske uskyldigt og menneskeligt, og i nogen grad nødvendig for at magte hverdagen. Men det kombineres ofte med at man i organisationer hjælper hinanden med at tildække, at tildækningen foregår, og derved gør men det reelt umuligt at takle problemerne.
Fælles inkompetence indøves af ren høflighed
Fra at den enkelte på undskyldelig vis beskytter sin selvoplevelsen, bliver det til et fællesskab der effektivt udvikler en fælles position, der bortforklarer det besværlige. Først da bliver det rigtigt svært.
Det er netop Chris Argyris’ påstand, at vores opfattelser af, hvorledes vi handler effektivt, kan betyde at vores inkompetence løbende indøves og forfines.
Vi ønsker på den ene side at kunne handle ved at sikre os kontrol med omgivelserne, selvom der heri ligger den modsætning, at hvis vi sikrer os denne kontrol, sætter vi andres initiativ i stå. Samtidigt er vi præget af sociale dyder om omsorg, støtte, ærlighed og hæderlighed.
Den kombination betyder, at vi ofte indpakker forslag og tanker, bag en facade af tilsyneladende respekt overfor hinanden. Modparten i samtalen fornemmer den skjulte dagsorden, men hjælper aktivt med til at holde tingene under overfladen for at holde en eventuel truende eller pinlig situation, hvor man skal bøje sig i for den andens vilje, på afstand. Vi skyggebokser, frem for at tale om kernen i det, vi ønsker at kommunikere om.
Dette adfærdsmønster indlæres som god tone, og afvigende optræden inddæmmes som udslag af manglende situationsfornemmelse.
Planer og dagligdagens virkelighed forbliver adskilte
Modstandsrutinerne har den virkning, at der er forskel på det vi siger vi vil, og det vi faktisk foretager os. Det gælder f. eks. konferencer og møder, hvor man høfligt deltager i drøftelser og beslutninger, selvom indholdet ikke synes nærværende i forhold til de praktiske opgaver. Den underlæggende læring i den forbindelse er, at planer på det teoretiske plan kommer og går, mens praksis består, – underforstået, der er ikke brug for udvikling og forandring.
I den forbindelse bør narren eller systemkritikeren efter min opfattelse bedømmes mere positivt, end den der spiller med på et beslutninger og planer, selvom vedkommende i virkeligheden ikke tror på indholdet.
Ih hvor gør vi dejligt mange fejl
Det er centralt, at man i organisationer skal lære at tale om, hvordan man udgår at medvirke til tildækningen af fejl.
Ih hvor gør vi det godt, vi har altid ret, du skal ikke komme og kritisere os – skal gerne blive til – Nej hvor dejligt mange fejl vi gør – og hvor er vi dygtige til at lære af dem.
Et fælles selvværd der kan tåle vedgå, at noget er svært og der begås fejl, er det bedste middel både til at eliminere dem og komme videre. Og et sådant fælles selvværd, kan også gøre den enkelte tryg – i forvisningen om, at man gør det rigtigt godt, når man fejler og derfor bevæger sig.
(Egen tekst, oprindeligt juli 2000, redigeret og uddybet oktober 2009)
Gemt Under Ledelse // Kommentarer slået fra
Mandelas bløde hjerte for de røde
Blandt de udenforstående i nutiden, kan det måske undre nogen, at Nelson Mandela og ANC, har afvist at lægge afstand til de sydafrikanske kommunister. Det undrer mindre, når man selv har mødt mennesker fra Sydafrika – tilbage i den tid, hvor apartheidregimet sad ved magten.
Selv sad jeg en aften den sidste onsdag i juli i 1980 i DDR og lyttede til to unge jævnaldrende fra henholdsvis Sydafrika og Namibia.
Vindi Lamine, der var 18 år, kom fra Sydafrika, – men hans aktuelle hjem var en flygtningelejr i Tanzania. Han fortalte om ANC’s historie helt tilbage til 1912, hvor det blev dannet som en reaktion på, at Sydafrikas første parlament også dengang før apartheid kun var for hvide.
Det egentlige apartheid slog igennem efter den 2. verdenskrig og ledsagede i 1950 af et forbud mod kommunistpartiet og beskyldninger mod alle apartheidmodstandere for at være kommunister.
Vindi håbede på, at ANC kunne få magten gennem fredelige midler ved en støtte fra progressive og antiimperialistiske kræfter udenfor Sydafrika.
Børn rettigheder
For at bringe os nærmere en forståelse, gik Vindi tæt på, hvordan sorte sydafrikanske børn levede. Børnedødeligheden for de sorte lå 7 gange over de hvides, hele 4 ud af 10 børn døde, – og trods plads på de hvides hospitaler, måtte de sorte ofte undvære læge og jordmor.
ANC poster (udateret)
Han fortalte også om migrantægteskaber, hvor børnene sjældent så deres far. Familier, hvor mor og børn måtte leve i homelands – mens deres far arbejde for de hvide langt væk.
Blandt det mere farverige fortalte han om hvordan en bonde havde fanget en 15 årig sort dreng og tvunget ham til at arbejde uden betaling. Det kom for retten, men under retssagen kunne bonden vise en tilladelse frem, som han have fra politiet.
Der blev også fortalt om børn, der var blevet beskudt under demonstration for bedre skoleforhold, og om en kun 13 årig, der var blevet dræbt i fængsel.
Alt sammen ting, – som man kan læse i historiebøgerne, men bøger gør det ikke ud for noget, der blot tilnærmelsesvis har den samme itensitet, som når man selv har lyttet til en fortæller, for hvem det var virkelighed.
Namibia, det tidligere tyske Sydvestafrika
Vindi blev sekunderet af Lemi Ofiku, ligeledes 18 år, men fra Namibia, der dengang stadig hed Sydvestafrika for mange. Lemi kom fra en anden flygtningelejr, i hans tilfælde lå den i Angola.
Det var på de tider, hvor Cuba og Sydafrika begge var engageret i frontlinjen mellem øst- og vest, ved henholdsvis at støtte eller bekæmpe Angolas nyvundne selvstændighed.
Lemi’s fortælling var langt mere dramatisk, da der her var tydelig tale om krig.
Han var i stand til at gengive en meget udførlig indføring i Namibias historie. Først som tysk koloni, dernæst sydafrikansk mandatområde – tildelt dem af Folkeforbundet i mellemkrigstiden som en del af Tysklands fornedrelse efter den 1. verdenskrig og op til nutiden, som den så ud i 1980.
Krigen, som Lemi beskrev, bød på guerillaaktiviteter, tvangsforflyttelser, nedbrænding af landsbyer, interneringslejre (KZ-lejre) og sydafrikanske raids ind i Angola for at angribe flygtningelejre.
Derfor det bløde hjerte for de røde
Hvorfor skulle Mandela kritisere f.eks. en ligeledes aldrende Fidel Castro. Mandela repræsenterede et beskendet lært og liberalt sort mindretal, der ønskede ligeværd. Det blev hans hele liv – og i det liv svigter han ikke de, der i den verden af i går – delt i øst og vest, var hans tro allierede.
At den verden, som havde været så tro mod apartheidmodstanden hele vejen, så i høj grad selv brød sammen, samtidigt med at apartheid blev opløst, er en af historiens finurligheder.
Læs om et andet møde med apartheidmodstanden i Sydafrika 7 år tidligere – dengang i USA: http://www.etext.dk/these-youngsters-have-been-banned/
Gemt Under Øst/vest // Kommentarer slået fra
These Youngsters have been Banned
Vi er tilbage i 1973, overskriften er fra det sydafrikanske dagblad Sunday Tribune fra den 4. marts 1973.
I artiklen fortælles om 8 unge hvide sydafrikanere, der var sat i husarrest få dage forinden. Selv fik jeg en kopi af artiklen lidt senere samme måned.
Husarresten betød, at de 8 var frarøvet deres ytrings- og bevægelsesfrihed. De kunne fortsat gå på arbejde, men var tvunget til at befinde sig indenfor et nærmere bestemt område, som de sydafrikanske myndighederne fastlagde for hver enkelt.
De 8 unge tilhørte et mindretal af engelsktalende veludannede og liberale hvide sydafrikanere, der var i opposition til apartheidpolitikken. De tilhørte en studenterorganisation, der bl a. havde agiteret for at give sorte ret til at komme ind på de universiteter, som de selv gik på.
De sydafrikanske myndigheder henviste til en lov om bekæmpelse af kommunisme fra 1950. For styret var borgerrettigheder for sorte nemlig lig kommunisme, – ikke underligt, at det sydafrikanske kommunistparti voksede sig stærkt – med en så ”kompetent” modstander.
Jeg har aldrig været i Sydafrika, men kom i berøring med historien, på Redwood Falls High School, Minnesota. En af mine ”classmates” på skolen var Chris, der selv var udvekslingsstudent.
For Chris var Redwood Falls noget langt ude på landet, – for langt væk fra begivenhedernes centrum. Han havde drømt om at komme til en større by i USA, det fik jeg at vide mange år senere. For mig var han et interessant bekendtskab, der åbnede en flig til en verden, der lå udover det provinsielle – om det så var i Danmark eller i Minnesota.
På billedet ses mine “classmates” Chris og Sue i Alexander Ramsey Park i Redwood Falls foråret 1973.
Chris havde en ældre bror hjemme i Sydafrika, der selv var sat i husarrest.
Derfor fik både jeg og mange andre på skolen førstehåndskendskab til Sydafrika. Ikke fra systemet, ikke fra de sorte, men fra en størrelsesmæssigt beskeden fraktion af den hvide overklasse, der var i opposition til apartheid.
Chris returnerede dengang i 1973 til Sydafrika. I en lokal avisartikel reflekterede han før sin afrejse bl.a. over, at han gerne så de forbedringer, der var sket omkring racespørgsmålet i USA slå igennem i Sydafrika.
Han skuffedes helt sikkert hjemme i Sydafrika og emigrerede nogle år retur til USA. Her slog han sig efter de beretninger jeg har fra andre ”classmates” ned som en succesrig ejendomsmægler.
For mig var det det første møde med aparthedi, og den tanke at alt positivt liberalt og humanistisk af nogen blev anset for kommunisme. Næste gang jeg mødte sydafrikanere, der kunne fortælle om apartheid var godt 7 år senere i DDR.
Læs nærmere om dette her: http://www.etext.dk/mandelas-blde-hjerte-for-de-rde/
Blommebrændevin i Transsylvanien
På vej fra et hotel i Negresti Oas til indenrigslufthaven ved Satu Mare i Transsylvanien, fik jeg et flashglimt af hvordan uformel økonomi fungerer. I dette tilfælde sikkert godt og grundigt indlært under Nicolae Ceauşescu’s styre, selvom vi er 20 år efter.
Vi var 4 i bilen. Vores chauffør og en anden passager, der kun talte rumænsk. Dertil en højtrangerende funktionær fra ministeriet for regional udvikling. Han forstod engelsk rimeligt ok, og kunne selv svare lidt.
Når vi sad sammen på den vis, var det et resultat af, at man fra hotellets side havde arrangeret vores transport.
Før vi forlod hotellet, havde de der fortalt – at der ville blive et mindre stop på 10 minutter undervejs. Sikkert for at sikre, at jeg grundet sprogproblemer ikke blev forvirret, når køreturen blev afbrudt.
Og vi stoppede ganske rigtigt op og vores chauffør tømte bagagerummet, der var fyldt med tomme flasker fra hotellet. De gik på deres egen måde til genbrug, da det viste sig, at det var et uautoriseret blommebrændevins destilleri, vi var stoppet op ved.
Jeg fik et kig ind, og et enkelt glas.
Jeg fortalte regeringsembedsmanden, at alkoholproduktionen hjemme i Danmark var velkontrolleret. Som jeg forstod ham, så mente han, at det var den også i Rumænien – men at dette jo var en så lille enhed, at det faldt udenfor det der var værd at kontrollere.
Vi fortsatte mod lufthavnen – den internationale lufthavn stod der på skiltet over indenrigslufthavnen i Satu Mara, hvor der kun er forbindelse fra og til Bukarest. To gange dagligt og kun på hverdage.
På billedet ses flyet fra det rumænske flyselskab, nærmest som var det sat af på en græsmark. Men i øvrigt var flybefordringen upåklagelig.
Engang var Storebælt vores fælles kaffepause
Nutidens tur over (eller under) Storebælt byder ikke på den store oplevelse. Enten forstyrres man af afbrydelser på mobilforbindelserne, når man er dybest under vandet i togtunnelen, eller også blæser det lidt voldsomt, når bilen skal over hængebroen.
Storebælt 1997 (redigeret ud fra foto fra: Farvel til færgen)
Engang var Storbælt vores fælles kaffepause. Her mødtes alle på tværs af ethvert gøremål. Skoleklasser, soldater på vej til eller fra orlov, lastbilchauffører, småbørnsfamilier, pensionister, sportshold, forretningsfolk – om de havde tid eller ej – så stod det på ca. en times afslapning og ro.
Storebælt 1999 (eget foto)
I 1998 blev broen åbnet, og tidsforbruget er, hvis man er bilist reduceret til de sekunder man bruger, når kreditkortet skal registrere betalingen på Sjællandssiden.
Forskellen i tidsoplevelsen fornemmes illustrativt ved nedenstående filmklip. Først et IC3-tog der køres ombord på M/F Kronprins Frederik i Korsør, hvorefter færgen sejler over – 4 minutters stilfærdig video. Det afløses i det andet klip af en kun 30 sekunder lang reklame fra A/S Storebælt.
|
Storebælt en grå dag i 1997 |
BroBizztræerne, 2008 |
Se også videoen "Natsejlads på Storebælt" , med hele 10 minutters efter nutidens standard yderst langsommelige filmoplevelse.
Triste tidsløse billeder fra Paris
I september 1981 stak 8 seminarieelever af fra undervisning på Skive Seminarium for at tage med på en bustur til Paris. Rejsen var købt hos et turistbusselskab – Panter Rejser. Flertallet af de øvrige deltagere var godt oppe i alderen. Vi var udenfor feriesæsonen i traditionel forstand.
Vi havde på stamholdet haft lyst til en skolerejse – og da seminariet ikke gav plads til det indenfor ressourcerne, så lavede vi vores egen.
Henning Kalsgaard Poulsen, som i dag er ansat på VUC – Skive/Viborg havde særlig succes, da han kunne få hele rejseselskabet til at synge med. Det endda på en sang, han skabte til lejligheden:
Med Panterrejser til Paris
en uge i september
det forgår på formen vis,
mens bussen sydpå sig kæmper.
Vi følger fugletrækket mod syd
for sommeren at længe,
at holde ferie er en fryd
- farvel til DanevængeMel.: September himmel er så blå.
Det er måske også tidsløst, lejlighedssangen som form, men det var de mentale billeder fra en travetur i Paris, det skulle handle om.
Vi ankom tidligt mandag den 15. september 1981 til Paris. Lidt trætte var vi – da busturen havde været en nattur søndag nat ned gennem Europa.
Om eftermiddagen gik jeg en tur i byen op til Montmatre og derefter retur til hotellet.
Her noterede jeg mig en række nostalgiske – men på godt og ondt også ret tidsløse billeder:
Billede nr. 1: Der spilles melankolsk på harmonika og en lidt ældre pige danser. Stemningen er lidt dobbelttydig. Nogle finder det romantisk – andre tragisk.
Billede nr. 2: To mænd, der tilsyneladende stammer fra Algeriet, går rundt og roder i skraldespandene ved hotellerne. Den ene fandt en skjorte og så glad og tilfreds ud.
Billede nr. 3: Tre børn, to sorte og en hvid – alle i 10 årsalderen, legede på et fortov foran en bank. De dypper fødderne i rendestenens vand og sætter derefter våde aftryk på fliserne på fortovet.
Billede nr. 4: To unge piger går rundt og tigger. De har en seddel med, hvorpå der stor noget om Jesus.
Billede nr. 5: En sort mand står i en baggård og pakker nogle salgsprodukter ud. Tingene arrangeres, tasker i en hånd, kæder om halsen og andre ting i den anden hånd. Nu er han klar til at gå på arbejde.
Billede nr. 6: Ved Saint-Denis står der to prostituerede i en port. Længere ind står der endnu en. Den ene er vietnameser. Tidligere stod hun måske på gaden i Saigon.
Billede nr. 7: En ældre herre sælger sodavand foran Louvre. Jeg tager et fotografi af ham. Han råber 2 franc. Det mente han åbenbart skulle være prisen for at være motiv.
Find bøger om Paris på Saxo.com
Gemt Under Diverse // Kommentarer slået fra
Landbefolkningen blev ikke fri over en nat
Det er en udbredt historisk misforståelse, at landbefolkningen blev frisat ved stavnsbåndets ophævelse. Frisættelsen af landbefolkningen var en lang proces, der kun startede med at oplyste godsejere igangsatte landboreformer i 1700′tallet. I første omgang blev fæstebønder til gårdejere mod selv at købe sig fri ved at betale til de tidligere godsejere. Hoveri blev til betaling af afdrag og først derved selveje.
Men der boede jo mange andre på landet end bonden selv. Bonden var jo gårdejeren, og der var både tjenestefolk, daglejere, husfæstere og anden småkårsfolk. Og for mange af disse fandt man stadig i mange år de strukturer, der før havde slavebundet de nyslåede selvejerbønder.
Det ses bl.a. af denne beretning, der bygger på læsning af Fridlev Skrubbeltrangs hovedværk om dansk husmandshistorie. (Nærmere herom: http://www.etext.dk/fridlev-skrubbeltrang/).
Historien giver i øvrigt også et indblik i, at indførelsen af demokratiet også var en proces. Det skete heller ikke over en nat med indførelsen af grundloven i 1849.
Herregården Spøttrup på ældre postkort.
I 1840′erne fik flere folkelige bevægelser kraft. Igennem Stænderforsamlingen i Roskilde i 1843 formåede de at få regeringen til at bede de nyindførte kommunalråd om at udtale sig om de kår som danske husmænd levede under. Landet havde to Stænderforsamlinger med udtaleret overfor konge og regering. Et i Roskilde og et i Viborg. regeringen havde søgt at spille dem ud mod hinanden, men det var ikke lykkes. Stænderforsamlingen i Viborg havde i stedet været forholdsvis passiv overfor spørgsmål om husmandsreformer.
Et af de svar, som kom ind som svar på regeringens cirkulære til kommunerne, kom fra Rødding Sogn i Salling. Her lod man præsten beskrive situationen, og pastor Rosendal var en god talsmand for husmændene. Derfor er hans beskrivelse udførlig, og fortæller bl.a. om forskel på selvejerhusmænd – med ejerskab til eget jordlod – og husmænd under Spøttrup Gods, der stadig må gøre hoveri – og endda uden den tryghed ikke at blive sat ud.
Man kunne være selvejer, være livsfæster – som også gav en tryghed, eller blot være fæster indtil godsejeren smed en ud.
Jeg citerer her fra Fridlev Skrubbeltrangs bearbejdning af pastor Rosendals oplysninger:
Men selvejerhusmændene i Krejbjerg havde "fornødendt udkomme", stod det ilde til i Rødding, hvor næsten alle bønderne var hoverigørende og kun få husmænd havde livsfæste. I leje af jordlodder på 1½ til 3 tdr. land måtte de til ejeren af Spøttrup årligt svare fra 5 – 16 rbdl. i landgilde, arbejde 52 dage, forrette postløb til Skive, samt fåretvært og klipning forår og efterår, hjælpe ved fiskeri og vådtrækning etv. – alt på egen kost.
Tilmed blev husmændene vilkårligt behandlet. "De allerfleste besværer sig over ubilligt hoveriarbejde, at de f.e. i høsletten skal gå i vandet og bjærge høsten op på land, og at de desforuden daglig må befrygte korporlig revselse og mishandling, om end de gør arbejdet med største flid". Flere husmandsfolk var blevet "voldsomt mishandlede", blandt dem endog en frugtsommelig kone; andre måtte svare urimelige afgifter.
At præsten var for forbedringer for husmændene ses af, at Skrubbeltrang fortsætter med at fortælle om pastor Rosendals anbefalinger til regeringen. Vi er stadig tilbage i enevældens tid, derfor kan anbefalingen kun udtrykkes som en appel til den gode vilje:
For at fri husmændene for disse usle kår, der til sidst vil før dem over på kommunen, foreslog præsten nedsættelse af en landvæsenskommission, der skulle fastsætte indfæstning og lejeafgifter. Fremfor alt måtte dog den godsejer straffes, der på trods af loven overfaldt sine fæstere og lejere med hug og slag.
De forurettede havde ingen evne til at påtale de skete krænkelser, men stolede på regeringens vilje til at tage sig af deres sag og sikre dem mod ulovlig og vilkårlig behandling i fremtiden, sluttede pastor Rosendal.
Læs et andet eksempel på en af fortidens lokale whistleblowers: Fattigudvalgsformand benyttede muligheden for at beskrive elendigheden (En historie fra Skive i 1916)
Hotel, husvildeboliger, kommunekontor og nu P-plads
Hjørnet Østergade/Brogaardsgade Skive juni 2008.
I de første mange år efter krigen, blev man ikke tildelt en lejlighed hos et af byens boligselskaber, før man var erklæret boligberettiget af kommunens boliganvisningskontor. Dette var nødvendiggjort af den store mangel på lejligheder.
For de boligberettigede familier, som ikke fik anden lejlighed, måtte kommunen selv træde til. Det førte til, at der forskellige steder i byen blev indrettet interimistiske lejligheder til de boligløse familier. Et af steder var det tidligere hotel Phønix på hjørnet af Østergade og Brogaardsgade.
Emaljenborg, som kommunekontoret kom til at hedde efter at det gamle hotel blev pakket ind i en metalbeklædning.
Under krigen brugte tyskerne hotellet, og det var først i januar 1946 at de sidste tyske flygtninge blev flyttet derfra. Det blev derefter overtaget af Skive kommune i 1947 og straks derefter blev det indrettet som nødbolig til 21 familier.
Da man i september 1953 påbegyndte arbejdet med at ombygge ejendommen til kommunekontor, blev arbejdet vanskeliggjort af, at man i starten ikke kunne finde boliger til mange af beboerne i ejendommen.
Under sådanne forhold gjaldt det for både kommune og boligselskaber om at få bygget alt, hvad man kunne få lov til.
Læs også: Kranbyggeriet i Egeris – en ny bydel syd for åen
Fremad Rejse til Dresden DDR á 650,-
Jeg stødte nyligt på egne noter fra tilbage i tiden, da jeg første gang stiftede bekendskab med den anden side af muren. Barndommens lære lød på, at det var et farligt sted – det oplevedes slet ikke sådant, men spændende og fremartet var det. Under alle omstændigheder interessant at se egne noter fra en tur til DDR, opført som en skolerejsedagbog.
Tirsdag aften den 17. juli 1979 forlod jeg Skive. Fra værelset på Glattrupvej skulle jeg nu til Dresden, DDR. Jeg ankom med nattoget fra Jylland til København kl. 7 onsdag morgen. Fremadrejsegruppen samledes under det store ur i afgangshallen.
23 personer forlod København med tog sydover. Klokken 10 nåede vi Gedser og to timer senere var vi i Warnemünde, DDR. Toget fortsatte til Berlin med ankomst 15.40. Her skulle vi skifte.
Vores guide, som vi senere døbte ”Roger”, samlede os op i Berlin og fulgte med os det sidste stykke til Dresden, hvor vi ankom klokken 19. Vi tog sporvognen, linje 11, til Dresden Parkhotel. Sporvognsbilletterne kostede 16 2/3 pf., hvilket vil sige 50 øre stykket.
For hele DDR har man besluttet af bybusser og sporvogne ikke skal koste mere end 16 2/3 pf. Uanset strækningernes længde. Rejselederen fungerede som billetkontor og omvandrende valutahandler. Hvis vi ikke havde fået det ordnet andet steds, kunne han altid klare det.
Vi blev bespist og budt velkommen, derefter blev vi indkvarteret. Vi kom tre på stue 33. Tapetet sad ikke for godt fast, men stuen var stor. Stedet var en tidligere herskabsvilla i fire etager, som lagde nabo til hotellets hovedbygning.
Flere af de yngre kåde rejsedeltagere var ikke løbet tør for energi endnu. Der var et diskotek ovre på hotellet. Det skulle prøves. Abba, Bob Dylan og meget mere, men ikke mindst den østtyske ungdom var til stede.
Torsdag
Vækning, morgenmad, to boller med syltetøj, pølse, salat og kaffe. Hvad skulle vi mon se? Efter morgenmaden fik vi lidt at vide om programmet for de 4 dage, som vi skulle spendere i Dresden.
Jeg tog straks derefter ind til centrum. Vi skulle først mødes klikken elleve, så der var lidt tid til overs til at se sin om.
Et centerområde som dette ville være utænkeligt i en vestlig storby. Der var store højhuse, som var spredt udover store græsarealer. Springvand i smukke udførsler. Mosaikker på mure. Store billeder udført i kulørte sten.
I alle bygninger var stueetagerne forbeholdt offentlige servicefunktioner. Butikker, boghandler, musik, post, valuta, biografer, teatre, varehuse, restauranter o.m.a. Jeg kiggede ind i en musikforretning. Butikken var delt i to afdelinger. Til den ene side store mængder af plader. Alt fra gammel barokmusik til moderne rock- og diskomusik.
Til den anden side musikinstrumenter og udstyr, forstærkere, højtalere, trommer og guitarer i et stort antal i ensartede standardudgaver. Det er ikke de 25 mærkers frihed man møder, men tydeligvis værdsætter man ungdommens interesse for musikudøvelse.
Hoteller ligger midt i centerområdet, men ellers er alt over 1. højde boliger. I sandhed en mærkelig kombination. I et vestligt centerområde ville man kun se kontorer for snart det ene snart det andet firma. Hvordan ville man dog kunne bygge en by således, med de ejendomsforhold vi har i vest?
Moderniseringen skrider frem. Overalt ser man nye bygningsværker, der afløser gamle. Et sted sås moderne byggeri i klasse over vestens. Nyopførte læskure ved stoppestederne forvandles til rene kunstværker udført i solide robuste materialer.
Andre steder ser man triste bygninger opført i den slidsomme genopbygningstid i 50’erne. Bygninger, der i løbet af de kommende år vil blive udskiftet med supermoderne byggeri.
Boligkvarterne i byens udkast, de tidligere rigmandskvarterer, der undgik ødelæggelse under krigen forandres også.
Nogle steder, hvor kvaliteten er dårlig, bliver bygningerne dømt til forfald. Andre steder kommer de gamle herskabsvillaer til at fremstå som genskabelsen af et fortidens Dresden. En side af byen man også ønsker at bevare.
Klokken elleve mødtes vi ved hovedbanegården. Vi skulle ud at spise. I ”Det arbejdende folks klup” fik vi suppe, steg og is. Isen var ikke syntetisk, den smagte af frugt, ananas og jordbær.
Alle DDR borgere har mulighed for at få varm mad på deres arbejdsplads. 2,10 kr. så er den sag klaret. På de mindste arbejdspladser eller byggepladser har man normalt en aftale med det nærmeste offentlige spisested. Således sad der også her arbejdende folk, som fik deres middagsmad.
Byrundfart
Vi blev kørt rundt i byen på bedste turistvis. Guiden, en ældre mand, fortalte jævnt og lunt om byen og dets historie.
Dresden er en turist og industriby med ½ mill. indbyggere og 40.000 tilskuerpladser på fodboldstadion. Den ligger ved floden Elben.
I 1200 tallet opførte en tysk fyrste en fæstning her som forsvar mod de slaviske folkeslag øst for floden. Det var i den tid, hvor tyskerne pressede slaverne stadig længere mod øst. Tænk på venderne.
Senere blev byen hovedstad i kongedømmet Saksen. Det var en smuk barokby, men det skulle ikke fortsætte.
Den 13. februar 1945 kom 1300 engelske og amerikanske bombefly ind over byen. 35.000 blev dræbt. Folk af jævne kår. Som overalt hvor de vestlige allieredes fly kom frem, var det lettest at ramme folk i de tætbeboede kvarterer. Men det var ikke har man fandt nazisterne.
I 8 år fjernede man murbrokker. Kun 3 huse stod tilbage i centrum af Dresden.
Teknisk Universitet
Vi stoppede op og lod bussen ved det tekniske universitet, her er 20.000 studerende, 1/3 af dem kommer fra Vietnam, Afrika og Cuba. Det var tidligere brugt af nazisterne som fængsel. Her henrettede de 1.069 tyske, polske, tjekkiske og slovakiske antifacister ved guillotine. Af de 1069 var de 193 tyske kommunister.
I dødscellerne skrev de dødsdømte deres navne op på væggene. Nazisterne bankede pudset af for at skjule beviserne, men to præster havde nedskrevet navnene og overgav dem til den første russiske kommandant i 1945.
Efter krigen ombyggede de første studenter stedet, man af de tidligere celler fungerer nu som kollegieværelser. Vi kørte gennem en gade, navnet husker jeg ikke, men historien om manden, den var opkaldt efter huskes.
En professor, en idealistisk humanist, som under nazistyret blev udelukket fra at virke. Ved russernes indrykning modtog han dem med et hvidt flag, men blev skudt ned bagfra af en nazist. Vi så broen, kaldet det blå vidunder, hvor russerne var kommet over Elben. Tyske antifascister havde forhindret at den blev sprængt ved at skære forbindelserne over til det påmonterede sprængstof. Byrundturen sluttede ved kunstmuseet Zwinger.
FDJ ungdomsklub
Om aftenen tog vi ud til en FDJ ungdomsklub, der lå en stor forstandsvilla. Efter nogle indledende taler og oplæg blev det til snak og dansk med god hjælp fra øl og diskomusik.
Kælderen, hvor vi sad, var indrettet som diskotek – med et diskoteks smartness, men med vægge overklistret med solidaritetsplakater. Ovenpå var der indrettet studiekredslokaler m.m. Jeg snakkede lidt med en engelsktalende ingeniørstuderende, som var mere ivrig en andre efter at snakke. Han var god til engelsk. Han betalte 30 kr. om måneden i husleje for sin kollegielejlighed.
Han mente at Dresden på mange måder var bedre end andre østtyske byer. Hvorfor?, ”Jo, denne by ligger i et hul. Det er det eneste sted, hvor man ikke kan se vesttysk tv. Derfor er den politiske bevidsthed helt i top.”, mente han.
Prager Straße 1979
Fredag formiddag skulle vi ud for at finde først en butik, der handlede med propagandamaterialer. Derefter et FDJ-kontor. Begge steder, der lå godt i skjul i et gammelt boligkvarter. Huslejerne lå her på fra 15 – 25 mark, svarende til 45 – 75 kr. på måned, for 3 – 4 værelses lejligheder. Men mange savnede desværre eget bad.
I de nyere byggerier, der har centralvarme og selvstændigt bad, ligger huslejen på 90 – 120 mark (270 – 360 kr.). Det er målet, at alle skal have en sådan bolig inden 1990. Blandt andre økonomiske forhold kan nævnes at gennemsnitslønnen pr. måned er 927 mark (2.780 kr.). Der er ingen personskat. Arbejdstiden er som i Danmark med 8 timer 5 dage i ugen.
Det koster 1 – 2 mark om dagen at have et barn i børnehave inklusiv varm mad.
Jeg forlod gruppen for at studere byen nærmere alene.
Fotoforretning i et boligkvarter
Butikken ser ubetydelig ud set udefra. Der er ingen, der har været på handelsskolen dekoratørkursus. Indenfor ser man nogle få kameraer, masser af film og tusindvis af kuverter med nyfremkaldte film.
Stormagasin i centrum
Midt i byen så jeg på deres stormagasin – i 3 etager. DDR’s svar på Bilka. Det var opbygget og udstyret som et tilsvarende i vesten. Over højtalerne oplyses om nye varetilbud, men muzakken mangler. Det obligatoriske cafeteria lå på 2. sal.
Hobbyforretning
Fly- og togmodeller mangler heller ikke. Butiksvanerne forhindrer folk i at masse ind. Man står pænt i kø udenfor. Når der ikke er en ledig indkøbskurv, så går man ikke ind. På den måde sikres personalet rolige arbejdsforhold.
Prager Straße, flisemosaik
I butikken ser man ikke mange færdigbyggede modeller, men mængder af råmaterialer, el-komponenter, fragmenter til bygning af modeltog, huse, skibe o.m.a.. Her kan man tydeligvis skaffe sig noget at pusle med.
En bil med to folkearmésoldater holder op til butikken. Den ene hopper af og går ind, men kammeraten venter. Her ser vi de frontsoldater, der repræsenterer den frygtede kommunistiske fare.
På gader og stræder i centrum er det indrettet så man kan få læskedrikke, is, pølser og lignende. Flere steder ser man markedsboder med frugt, – en østtysk udgave af stemningen på Nørreport i København.
Aften på hotellet
Jeg blev hjemme på hotellet om aftenen. Nogle af de ældste, de diskussionslystne politikertyper gik på et værtshus. De yngste og mest livlige tog ud til FDJ-klubben igen for at more sig med de unge østtyskere.
Lørdag
Lørdag formiddag sidder vi i en bus på ved ud af byen mod sydøst. Vi er på vej mod det såkaldt Saksiske Schweiz, et bjergrigt ferieområde. Det indeholder et fredet område på 400 km², indeholder muligheder for bjergbestigning og grænser op mod Tjekkoslovakiet.
Slottene inde i Dresden er bygget af sandsten fra dette område.
Pillnitz
I udkanten af storbyen Dresden stopper vi første gang ved Pillnitz, et lystslot færdiggjort i 1721, tilhørende kongerne i Dresden. Som mange andre steder så vi også her, at man var i gang med restaureringer.
I en af fløjene var der indrettet et museum. På slotspladsen afholdtes ofte store offentlige koncerter. Det store parkanlæg blev smukt vedligeholdt. Slottet blev derfor stadig brugt som udflugtsmål, men ikke mere til gavn for fordrukne konger, men for alle byens borgere.
Hohnstein
Vi forlod Pillnitz kørte op i bjergene til landsbyen Hohnstein. Vi var nu 15 kilometer fra den tjekkiske grænse i en lille by, der var domineret af en gammel middelalderborg. Her boede tidligere landsgrever og andet skidtfolk, der hjalp konger og fyrster med at holde styr på riget.
Under nazitiden var der megen antifascistisk virksomhed i området. Et tidligere sportsforbund, ”de røde bjergbestigere”, smuglede i 30’erne antifascistiske materialer ind fra Tjekkoslovakiet til Sachsen og Bøhmen. I det samlede Dresden område har omkring 5.000 – 10.000 antifascister virket imod nazismen.
Hohnstein blev kort efter nazisterne magtovertagelse omdannet til KZ-lejr. Her var først kun tyske antifascister, men senere da krigen brød ud blev krigsfanger fra mange nationaliteter ført hertil. 300 – 400 politiske fanger og omkring 1.000 krigsfanger blev det til. Mange kom aldrig herfra.
I den ene side af befæstningen går bjerget stejlt ned. Her smed fangerne breve ud, og nogen begik selvmord ved udspring. Det oplyste den omkringliggende bys befolkning om rædslerne, som foregik i borgen. Alle aktive kommunister og mange socialdemokrater blev efter 1933 indsat i KZ-lejre. 80 % af de indsatte tyske kommunister blev dræbt eller døde under opholdene i KZ-lejrene.
Borgen Holstein er i dag indrettet til ”ungdomsborg”. Pionere og FDJ’ere bruger borgen som vandrehjem. For den tyske ungdom er stedet et udgangspunkt for oplevelserne i det naturskønne område. Et lille naturvidenskabeligt museum fortæller i planche- og modelform om geologien, biologien og zoologien på egnen.
Byen Hohnstein
Vi forlader borgen og går ned i byen for at spise på en restaurant, Hotel Stein.
Efter krigen – før opdelingen af Tyskland var en realitet, blev der gennemført en folkeafstemning. Man vedtog at nazisternes ejendom skulle nationaliseres.
I øst blev denne beslutning ført ud i livet modsat i vest, hvor vestmagterne modsatte sig. Derfor ser man nu, at de største og flotteste villaer i småbyerne tilhører fagforeningerne. Nu byder de på rekreation og feriemuligheder for arbejderne fra hele Østtyskland.
Köningstein
Vi kørte videre og kom til en ny middelalderborg, Köningstein. Den ligger på et plateau på toppen af det næsthøjeste bjerg i hele området. 54 meter lodret klippevæg møder en.
Tidligere hejstes man op og ned med et hejsespil. Vi klarer det nemmere. En elevator brudt op gennem bjerget, bygget i tresserne, klarer det smertefrit.
Plateauet, der er 18 tdr. land stort, er delt i to omtrent lige store dele. En fæstningsby og en skov, alt i alt et isoleret sted højt oppe på størrelse med et dansk husmandssted. Heroppe ser man også biler, der er sendt op med elevatoren. De få fastboende plus mange omkringboende er beskæftiget i turisterhverv.
Stedet var oprindeligt et uindtageligt magtcenter i Sachsen. Det blev i 1800’tallet omdannet til fængsel. En ret typisk anvendelse for ældre fæstningsværker. Man kommer let til at sammenligne stedet med Christiansø.
Nogle af de grupper der gennem tid har været indsat som fanger:
- 1850’erne: Anarkister efter en opstand inde i Dresden.
- 1870’erne: Medlemmer af den voksende socialistiske bevægelse.
- 1. verdenskrig: Russiske officerer.
- 1920’erne: Tyske revolutionære efter den nedslagtede revolution i 1919.
- 2. verdenskrig: Franske krigsfanger.
Der er nu i forskellige bygninger indrettet udstillinger og museer. Et om borgens historie, et om menneskets udvikling fra pekingmand til i dag og et lille militærmuseum. I det sidste så man våben og udstyr fra forskellige krige og baggrundsoplysninger om årsagerne til krigene.
Søndag
Vi havde formiddagen for os selv og mødtes klokken tolv til frokost på hotellet.
Derefter besøgte vi bymuseet og armemuseet. På bymuseet blev der vist meget om vestmagternes bombardement af Dresden i 1945, den historie var ny for mig – kendte den ikke før turen til Dresden.
Til aften fik vi mad på hotellet, og fik samtidigt lavet os en madpakke, som vi kunne have med næste morgen – da vi skulle med toget allerede k. 5.47 mandag morgen.
Efter aftensmaden søndag var der informationsmøde om DDR. Det startede med et oplæg, hvorfra jeg noterede dette:
DDR blev grundlagt den 7. oktober 1949, en måned efter grundlæggelse af Forbundsrepublikken (BRD) i vest. De storindustrielle anlæg blev i slutningen af krigen afmonteret i det østlige Tyskland af nazisterne og ført mod vest.
De vestlige besættelsestropper modarbejdede sammenslutningen af SPD og KPD til SED. En folkeafstemning til forberedelse af en samlet statsdannelse blev saboteret ved at Forbundsrepublikken blev dannet, bl.a. med støtte fra de mest reaktionære socialdemokrater.
DDR efterkom Postdamaftalerne ved at betale krigsskadeserstatninger til midt ind i 50’erne, mens USA støttede BRD med mange penge og moderne teknologi.
Folkekammeret, der er parlamentet i DDR, består af flere partier og organisationer. Alle hører til i en fælles National Front, og mandatfordeling er efter aftale fast.
- 127 SED, det socialistiske enhedsparti
- 52 Det liberaldemokratiske parti
- 52 Kristelige demokrater
- 52 Det demokratiske bondeforbund
- 40 FDJ
- 35 Tysklands demokratiske kvindeforbund
- 68 De frie fagforeninger
- 52 Nationaldemokrater
- 22 Kulturforbundet (intelligensen)
- 500 Folkekammeret i alt (heraf 32 % kvinder)
Herefter gik vi over til spørgsmål og debat
Vores værter blev spurgt om, hvorfor vi ikke havde haft mulighed for et virksomhedsbesøg. Der blev svaret, at det kun ville have været muligt, hvis det var blevet bestilt tidligere og var gået igennem et sikkerhedsorgan. Der er kun meget få virksomheder, der modtager besøg fra kapitalistiske lande, har tidligere oplevet problemer omkring tekniske hemmeligheder og hærværk.
DDR er den 10. største industriproducent i Verden, bl.a. på trods af at det først er nu at et underskud af mænd og et overskud af invalider er ved at forsvinde.
Porto, 10 pf. for et postkort og 20 pf. for et brev. Sodavand 20 pf. + flaskepant 15 pf. Reallønnen stiger med ca. 4 % årligt.
Homoseksualitet betragtes i DDR som en ”ganske almindelig sygdom” – de udviser ingen diskrimination, efter egne udsagn. Homoseksuelle kan leve sammen, men det betragtes ikke som en normal udvikling af mennesket – men er ikke noget de pågældende kan gøre for.
Præventionsmidler er gratis mod at man går til bivirkningskontrol. Kun kondomer koster penge, 50 pf. stykket. Der er fri abort indenfor de første 3 måneders graviditet.
Betragtes man som arbejdssky, ved at blive væk fra sit arbejde eller drive den af på arbejdet, tager man sig særligt at folk. Det kan være politisk opdragelse på virksomheden. F. eks. kan en kammerat fra arbejdspladsen hente en derhjemme. For unge kan de komme på opdragelseshjem.
Evaluering
Til slut blev vi bedt om at evaluere på vores besøg.
Jeg fortalte, som min del af evalueringen, at det var min første gang i DDR. Jeg havde været glad for turen til Det Saksiske Schweiz, for bymuseet, Martin Andersen Nexø museet, byrundturen, mulighederne for selv at studere byen og besøget i FDJ-klubben.
Havde savnet et virksomhedsbesøg. Syntes at servicen fra guiden have været god m.h.t praktiske ting, sporvognsbilletter, finde lokaliteterne, plakater, mærker og veksling af penge.
Så syntes jeg, at turen have været billig – og at jeg havde lært noget om DDR.
Gemt Under Øst/vest // Kommentarer slået fra
Lusebefængt barnepige og handlekraftig hjemmesygeplejerske
Billedet her – der er taget i maj 1989 viser huset Søvejen 2 nær Rødding i Salling. Et hus på Rødding Hede, som min farfar købte i 1919 – hvor min far og hans søskende blev født og boede i barndomsårene.
Min far har fortalt bl.a. denne historie om en sur lusebefængt barnepige (kone), der gav hele familien lus, da hun ikke kunne holde sig af sengen – men også om en handlekraftig hjemmesygeplejerske
” ………. jeg husker en gammel kone, som skulle passe os engang, hvor mine forældre ikke var hjemme. Det var ellers noget som sjældent skete, at de begge var væk. Hun var ikke særlig renlig og vi kunne ikke lide hende. Hun var sur og da vi skulle i seng blev vi bare tørret lidt i hovedet med en sur karklud.
En dag var far og mor væk en hel dag, til hvad husker jeg ikke noget om. Vi blev bare jaget ud af den gamle kone. Hun ville have ro, men vi blev jo sultne og listede ind. Vi så, at hun lå og sov i fars og mors senge. Hun blev meget arrig men kom dog op.
Da mine forældre kom hjem, kunne far se, at hun havde ligget i sengene og han blev meget vred. Det kunne vi i første omgang ikke forstå. Men vi blev snart klar over grunden. Hun var nemlig fuld af lopper og lus og det har mine forældre nok vidst. Udyrene var vi nært aldrig kommet af med. Nu var vores sengetøj ikke det allerbedste, særlig galt var madrasserne. De var fyldt med tang og det var et eldorado især for lopperne."
Min farfar, Peder Kr. Jensen, var bygningsmaler – men han var også en glimrende tegner og billedmaler. Det blev til mange billeder af huse, planter mv. – udført i vandfarver. Her min farfars billede af huset på Rødding Hede.
Her lidt mere af min fars barndomsfortælling:
"Hverken petroleum i sengene eller sprit i håret kunne få bugt med utøjet. Men så husker jeg, at min mor blev syg. Der kom en hjemmesygeplejerske for at se til hende, og da hun min mor senere kom på sygehuset, tilbød hjemmesygeplejersken at hjælpe os af med utøjet.
Men det var på den betingelse, at vi brændte alt vort sengetøj og det andet tøj som ikke kunne koges. Det blev til et mægtigt bål i haven.
Og så fik hun kommunen til at give os noget andet sengetøj. Jeg tror, at det var lidt brugt. Jeg husker ikke hvordan vort øvrige tøj blev erstattet. Strømper og uldtrøjer kunne jo ikke koges, men det var dejligt at blive befriet for utøjet.”
Læs også: Sultede i den første plads på landet
Billedarkiv
The downspouts of Helsinki
