Det gælder også dig – ramt af en sandhed
De tider er for længst hengange, hvor arbejdets løn alene findes i de penge, det kaster sig af sig.
Selvfølgeligt bærer arbejdet ikke lønnen i sig selv, et voksent og virksomt mennesker skal have brød på bordet. Men værdien af de arbejdsopgaver, som vi forpligter os overfor, findes mange andre steder end i lønnen. Den unge og den fremstormende finder stor glæde i at få tørsten efter viden og erfaring stillet, – og henter efterfølgende gevinsten ind igennem øget livskvalitet og indtægtsmuligheder.
Enhver – også den, der står udenfor – kan have gøremål i samspil med andre, der har betydning eller blot giver identitet og anerkendelse. I frivilligt arbejde mødes man med ildsjæle, der næres af det at gøre en forskel. Lad vær med at bilde ind, at det er uegennytte alene – det er nemlig såvel uegennytte som egennytte. Det er i det at virke, at mennesker styrker deres identitet.
En tristere udgave af det, er hvis en post eller en position i en organisation eller gruppe alene bliver en identitetskrykke. Det kan f. eks. ske, der hvor en organisme i sit indre liv ikke indeholder tilstrækkelige ressourcer til at blomstre og forny sig.
I den sammenhæng er det ulykkeligt, når mennesker deles for skarpt op i sociale lag og grupper, så ildsjæle – der kunne have haft en chance for en positiv identitetsboaster i sundere omgivelser – bliver konger i et for snævert kongerige, og derved reelt ofre og mere ynkelige end succeser.
Ingen er herre over eget liv i den rene form, vi næres og udvikles, eller begrænses altid af omgivelserne. Deraf er frihed vel nok også, når man har ressourcer og mulighed for at gøre sig valg, når det gælder det omkringliggende.
Gemt Under Ledelse // Kommentarer lukket til Det gælder også dig – ramt af en sandhed
Det koster stadig Shell mange år efter
Det politiske forbruger – er det noget der virker. Nogen gange er det. Slår man op under Shell under nettet finder man stadig en kobling mellem den udtjente boreplatform Bernt Spar og energiselskabet Shell, som her på wikipedia.
I tilfældet Bernt Spar var miljøorganisationen Greenpeace så succesrig i sin kampagne, at det kostede Shell på bundlinjen – fordi forbrugerne stemte med pengepungen – heraf begrebet den politiske forbruger.
Omkring samme tid tilbage i 1995 blev Frankrigs atomprøvesprængninger i Fransk Polynesien stoppet af en forbrugerboykot af fransk vin.
M.h.t. Shell finder jeg selv selskabets involvering i Nigeria langt mere alvorlig end Bernt Spar. Aktiviteterne i Nigeria i starten af 90’erne forbandt Shell til et problemkompleks med miljøødelæggelser, landets militærdiktatur, etniske konflikter og herunder henrettelsen af miljøaktivisten Ken Saro-Wiwa.
Og dertil var Shell tilbage i 80’erne i søgelyset for deres tilstedeværelse i Sydafrika under Apartheid. Allerede dengang indlærte jeg selv en afsky for selskabet, der stadig den dag i dag mindsker interessen for at tanke op på en Shell-tank, – også selvom de efter Bernt Spar i 1995 ændrede moralkodeks.
Noget af det der er princippet bag begrebet "den politiske forbruger" er, at selskaber rammes på et andet marked end der, hvor moraliteten i forbrugerens øjne brydes. I Nigeria var det ok at forfølge et etnisk mindretal i oliejagtens tegn, og i en indre nigeriansk sammenhæng ville en urimelig dødsstraf ikke have væltet noget. Men da samme historie når Europa – skete der noget.
Det samme sker, når børnearbejder i den 3. verden med deres forældres accept berøves det, vi ser som et godt børneliv. Det er ikke derude, at harmen kan ramme den virksomhed – der scorer gevinsten. Det er når viden herom rammer tilbage på f.eks. det hjemlige danske marked.
Ikke at alle forbrugere reagerer politisk, men hvis en tilstrækkelig masse reagerer – så kunne de franske vinbønder f. eks. stoppe atomprøvesprængningerne på den anden sidde af kloden.
Nu er Bravo Tours kommet i søgelyset, – og får chancen for at lægge arm med den politiske forbruger. Anledningen er flyselskabet Primera Airs deltagelse i den danske stats tvangshjemsendelser af flygtninge til Irak.
Rejsebureauet Bravo Tours afviser blankt, at de har noget at gøre med hjemsendelsen af de 12 irakere. De mener, at boykotkravet, der er rejst af Kirkeasyl er vanvittig, og afviser at selskabet er involveret, selvom de indgår i samme koncern som Primera Air ejet af islandske Andri Már Ingolfsson. Se Jyllandsposten 6.11.2009, Vejle amts Folkeblad 5.11.2008 og Folketidende.dk 6.11.2009. I sidstnævnte trues aktivisterne med politiet.
Nu kan man spørge sig selv, om de franske vinbønder havde et større ansvar for de franske atomprøvesprængninger, end et rejseselskab har det for et forbundet selskab, – for den politiske forbruger tæller det ikke, – hvis sammenhængen først er etableret – og det hænger ved.
I tilfældet Bravo Tours kan en boykotkampagne måske give et lidt spøjst udslag, – for det er jo ikke sikkert, at alle er lige meget modstandere af udvisningerne af irakerne. Måske giver det et plus i kredse, der står modsat Kirkeasyl. Man kan spørge, om Kirkeasyl har en tilstrækkelig bred appel til at slå igennem med et boykotkrav.
Men det er en ringe trøst, hvis man ønsker at stå neutralt på markedet med en appel til alle. Man driver ikke rejseselskab på at krænke en væsentlig delmængde af en befolkning.
For Shell koster det stadig, for Superbest vil kødskandalen hænge ved længe og hos Bravo Tours vurdere de lige nu, om tavshed, trusler eller undskyldninger er den bedste medicin. Mest af alt ønsker de sikkert tavshed, og for koncernen kan en flytur med 12 irakere fra Roskilde Lufthavn onsdag den 4. november komme til at stå som en økonomisk fejldisposition. Det er vilkårene.
Og politianmeldelse af de der opfordrer til boykotten. Hjælper det – næppe. Der er ikke forbrugstvang. Forbrug er et positivt tilvalg og politiske holdninger kan næppe stævnes – fordi deres resultat har økonomisk betydning.
Skulle Arla f.eks. kunne stævne Jyllandsposten for økonomiske tab i Mellemøsten – fordi den arabiske udgave af den politiske forbruger straffede alt, hvad der var dansk – og et i den sammenhæng ganske uskyldigt selskab som Arla – der i anden sammenhæng højest kan anklages for at monopolisere lidt for stærkt på det indenlandske mejerimarked.
Afslutningsvis tilbage til Superbest, der har tabt stort. De har valgt den strategi at lægge sig fladt ned og undskylde og rette hårde kontrol- og straffeforanstaltninger ind i kædens koncept – som deres strategi for damagekontrol. Ingen tvivl om, at der den bedste strategi, som de i nøden kan vælge. Man får næsten ondt af dem, – også når man ved, at kødeskandalen ikke var et isoleret Superbest problem. De blev blot taget med bukserne længst nede.
Gemt Under Diverse, Flygtninge // Kommentarer lukket til Det koster stadig Shell mange år efter
Samdrifter i norsk landbrug
Som et af de mere skøre indfald tog jeg midt i juli i 1978 med på en jordbrugsdannelsesrejse til Norge sammen med en flok idealister, der gerne ville skabe andelslandbrug i Danmark. Men turen gav også inspiration til forståelse af jord som ejendom.
Vi var 22 i alt, heraf 5 fra Skiveegnen – en af dem var Steen Møller – ham med halmhusene fra TV – som jeg også har skrevet om i Barsebäck demonstration i 1977. Turen foregik i en bus udlånt af Tvind, der også var fyldt med proviant og telte til fortæring og overnatning.
Turen gik over Grenå til Varberg i Sverige og derefter nordpå mod Norge til Oslo og videre til Arneberg, hvor vi skulle besøge Ne-Ko Samdrift – et fællesbrug skabt at to landsmandsfamilier sammen tilbage i 1968. Der blev talt malkekører, rasp, ensilage, luddet halm og kraftfoder, – men mere interessant blev der talt om at gøre landbrug til en arbejdsplads, hvor der var plads til ferie og frihed – ved at man deltes om opgaverne.
Vi besøgte under turen to andre samdrifter – Dovre Fellesfjøs og Aas Samdrift.
I Dovre havde 4 landmænd slået sig sammen, vi fik her bl.a. indblik i den norske landbrugsstøtte – der blev større, når man kom længere nordpå. De 4 landmænd fik derfor et særligt tilskud som Fjeldfjøs.
Aas Samdrift var den største gård vi besøgte. Her havde 5 landmænd, der før havde haft en 18 – 20 køer hver skabt et fællesskab med en ny stald med 165 køer. De havde i fællesskab skaffet mere jord ved at indgå en kontrakt med den norske stat om at leje 60 ha tidligere præstegårdsjord på en kontrakt, der skulle løbe i 99 år. Samtidigt bibeholdt de deres egne tidligere gårde, hvor de bl.a. opdrættede kvier. Udover landbruget gik noget af tiden særligt om vinteren med skovbrug.
Ved et tilfælde stødte jeg på nettet på, at netop i 1978 blev der startet en forening for samdrifter i norsk landbrug, Samdriftenes Kontaktorgan. Både Ne-Ko Samdrift, Dovre Fellesfjøs og Aas Samdrift eksisterer stadig.
Det var før man i Danmark opgav familiebruget som ideal, men i en brydningstid, hvor der var brug for nye løsninger. I dag ved vi, at det i en dansk sammenhæng blev til industrilandbrug som nutidens godsejere, ikke andelslandbrug.
Og dog, det eksisterer i det små – blandt mine bekendte fra dengang var initiativtagerne til andelslandbruget Søgården ved Sønder Felling, – og mere kendt er Svandholm Gods på Sjælland.
Et af aspekterne fra et studie i det der er sket med landbruget – er at forstå forholdet til jord som ejendom. Det der dræbte familiebruget var store kapitaludgifter ved køb af jord ved ejerskifte. Ideen med andelslandbrugene var bl.a. at eliminere dette som en belastende faktor, og den slags ideer diskuteres stadig, se bl.a. flere artikler herom i http://www.cultura.no/uploads/pengevirke1_2002.pdf, både med danske og norske henvisninger.
Gemt Under Husmand // Kommentarer lukket til Samdrifter i norsk landbrug
316 lejligheder i boligblokke langs Dalgas Alle i Skive
På samme måde som byggeriet imellem Egerisvej og Kirke Alle i Skive indgik i et velplanlagt byområde med offentlige faciliteter, som skole, daginstitution og kirke, butikker, ejer- og lejeboliger blev AAB’s byggerier på Dalgas Alle integreret i et helt nyt boligområde. Ved opbygningen af Dalgaskvarteret byggede man på erfaringerne fra det tidligere projekt på den anden side af Søndre Boulevard.
Pionerånden var der stadig, men man gik alligevel til sagen med tryg forvisning om, at man kunne klare opgaven. Denne gang var man i endnu højere grad ude på bar mark, i modsætning til sidst, hvor man kunne knytte byudviklingen op imod det gamle Brårup. Derfor var alt nyt i kvarteret.
Den samme byggemåde som tidligere
Da man startede byggeriet af de første 144 lejligheder i Dalgasparken i AAB’s afdeling 11.1 fulgte man de samme grundprincipper, som tidligere var anvendt i afdeling 7 og 9, og i nogle af Socialt Boligbyggeris blokbebyggelser. Denne del af bebyggelsen tog således udgangspunkt i den byggeteknik, som arkitekt Ove Hove havde været med til at udvikle tilbage i 50’erne. Det var i første omgang også planen, at man ville fortsætte efter nogenlunde samme retningslinier, men sådan blev det ikke.
Nyt byggesystem i 2. afsnit
I det andet afsnit fik ingeniørerne Sylvian Thomsen og Henry Bertelsen mulighed for at arbejde med at nyudvikle byggeteknikken. Det skyldes en konference i Boligselskaberne Landsforening i 1969, hvor boligforeningerne opfordredes til at medvirke til billiggørelse af nybyggeriet gennem udarbejdelse af nye byggesystemer. AAB tog denne opfordring op, og det er baggrunden for, at der er en så afgørende forskel på byggemåden i de to dele af Dalgasparken.
Et element, der fulgte alle AAB’s blokbebyggelser fra slutningen af 50’erne til færdiggørelsen af afdeling 11.2, var loftsvarmen. I undersiden af etageadskillelseselementer er det indstøbt varmerør, hvor fremløbstemperaturen er væsentligt lavere end i almindelige radiatorer.
Skulle give mindre støv
Civilingeniør Sylvian Thomsen, der var idemanden bag dette begrundede det med, at strålevarme fra loftet var en effektiv, økonomisk og renlig opvarmningsform. Almindelig radiatoropvarmning giver en langt større luftcirkulation, og deraf følger også en større støvcirkulation. Ved brug af loftvarme får støvet i højere grad lov til at blive liggende, hvor det er. Derudover fremhævede han, at man kunne opnå en bedre rumudnyttelse, når man udgik at skulle opstille radiatorer – og at vandets lavere fremføringstemperatur ville give en økonomisk gevinst.
De glade 60’ere
I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne var der ingen de bekymrede sig om energipriserne. Derfor lå det også i tiden, at man afskaffede den individuelle betaling for energiforbruget. I Dalgasparken betød det, at både varme og el fra starten blev betalt kollektivt uanset forbrug, og i fællesvaskerierne kunne man bruge vaskemaskinerne uden betaling. Det var før energikrisen i vinteren 1973/74, hvor olieprisen steg med op til 300 %, at man udtænkte sådanne systemer.
Udover de to afdelinger på Dalgas Alle, kom tidsånden også til at ramme Ringparken, idet man i forbindelse med omstilling fra bygas til elkomfurer afskaffede de individuelle elmålere. I dag har man i afdeling 11.1 sikret en individuel afregning for både el og varme. I afdeling 11.2 kører man stadig med kollektiv betaling, ligesom man endnu ikke har fået genetableret individuelle elmålere i Ringparken.
Indtil nu har loftsvarmen fungeret uden problemer, men Sylvian Thomsen glemte en ting, som i dag kan føre til bekymring. Hvad skal man gøre, den dag, hvor rørene i loftelementerne er tæret, så de kræver udskiftning. Skal der så opsættes radiatorer?
Byen havde mange planer
Projektet på Dalgas Alle blev byens sidste større almennyttige etageboligbyggeri, hvorfor der ikke var meget at anvende de nyvunde erfaringerne til lokalt, da man var færdig. Men det vidste man endnu ikke. Ved årsskiftet 1973/74 savnede byen nemlig ikke optimisme med hensyn til fremtidige byggeplaner. Der var godt nok indført et offentligt byggestop, men man gik ud fra, at det kun var rent midlertidig. Borgmester Peter Kjærgaard udtalte, at man regnede med, at Socialt Boligbyggeri og AAB i de kommende år skulle stå for opførelsen af op til 1.200 nye boliger. Planerne blev begrundet i en tro på en fortsat industriel ekspansion i lighed med den, som byen havde oplevet i 60’erne. På dette tidspunkt stod der 30 tomme lejligheder i Dalgasparken.
Udlejningsbesvær
AAB havde allerede i 60’erne oplevet de første problemer med at udleje nyopførte lejligheder. Da Gammelgårdvej 2 – 10, med i alt 40 lejligheder, som den sidste blok i afdeling 9, stor klar, var der ikke umiddelbart lejere nok, som ønskede at flytte ind. Det var en helt ny situation, i første omgang fremkaldt af, at man slet ikke havde tænkt over, at der skulle gøre en aktiv indsats omkring opreklameringen, når man tilbyder et så stort antal boliger på en gang. Man havde indtil da været vandt til, at der altid var flere lejlighedssøgende, end der var behov for. Ved færdiggørelsen af afdeling 10, 11.1 og 11.2 havde AAB taget ved lære af erfaringerne fra Gammelgårdsvej. Derfor blev der, bl.a i samarbejde med lokale møbelhandlere, lavet boligudstillinger i byggerierne, efterhånden som de blev færdiggjort.
10.000 til boligudstilling
Den første udstilling blev holdt i gårdhusene i weekenden den 4. til den 6. oktober 1968. Forud var der blevet uddelt en udstillingsavis til 6.212 husstande i Skive, opsat plakater og annonceret i dagspressen. Tilstrømningen var overvældende, da man efter om tale i protokollen regnede med at op imod 10.000 mennesker besøgte de to gårdhuse, man havde indrettet i.f.m. udstillingen. Trods boligudstillingerne, som også blev gennemført i de to afdelinger i Dalgasparken, blev netop disse to afdelinger senere ramt af lejeledighed. Problemet var, at man havde bevæget sig imod at bygge stadig større lejligheder, samtidigt med, at skattefordelene i forbindelse med køb af eget parcelhus i den grad favoriserede familier, der valgt at flytte fra lejebolig til ejerbolig.
Problemet med at sikre et tilstrækkeligt antal lejere til de største og bedste familieboliger i Dalgasparken var ikke specielt for Skive. På centralt plan blev der taget flere initiativer for at mindske problemerne. Reglerne om beboerindskuddets størrelsen ændrede, således at indskuddene kunne halveres, og Boligselskabernes Landsbyggefond fik mulighed for at hjælpe afdelinger, der blev anset som særligt vanskeligt stillet i udlejningsmæssig henseende, med gunstige driftslån.
Begge afdelinger i Dalgasparken drog nytte af denne hjælp, der blev anvendt til at nedsætte husleje i de største lejligheder. I afdeling 11.2 betød det f.eks., at starthuslejen på 1.180 kr. pr. måned for en lejlighed på 108 m² kunne nedbringes til 1.072 kr. Huslejen omfattede både lys og varme.
Bragt i AAB Skive – et tilbageblik, ISBN 87-984035-0-8, 1992
Gemt Under Bolig, Skive // Kommentarer lukket til 316 lejligheder i boligblokke langs Dalgas Alle i Skive
Tipoldefar kvartalsdranker med 16 børn og senere afholdsmand i Grønning
Min oldefar, Anders Andersen, gjorde det godt som smedemester på forfatteren Steen Steensen Blichers hjemegn i Lysgaard syd for Viborg. Som det er fortalt bl. a. andet en tid som formand for den lokale borgerforening.
Blandt de ting, som Anders gav videre til hans efterslægt var en beretning om hans barndom og ungdom. En fattig barndom i Grønning og unge år på valsen som smedesvend.
Hans far, Peder Andersen Led, blev født den 31. august 1849 og døde i 1909. Hans mor Ane Kirstine Christensen blev født den 14. maj 1849 og døde i barselssengen i februar 1881.
Anders fortæller selv, at han kunne huske, at han så sin mor og den lille nyfødte, der døde samtidigt, ligge i samme kiste, da de skulle begraves.
Anders fortæller videre:
Vi var dengang 5 Børn. 3 Drenge og 2 Piger. Jeg var den midterste af dem.
Så blev min Far gift igen den 27. April 1882 i Grønning Kirke. Det var med en Enkekone, som havde 3 Børn, 2 Drenge og 1 Pige. Hun havde været gift med Boelsmand Jakob Kristensen som var død den 31. Januar 1876.
Da Far saa blev gift igen, var vi jo 8 Børn, og der var meget Fattigdom. Far var jo Arbejdsmand og meget arbejdssom – men han havde en Skavank. Han var det, man dengang kaldte Kvartalsdranker. Han drak saa godt som aldrig til Hverdag, men han fik en Tur med nogenlunde regelmæssige Mellemrum. Det kunde godt vare 4 a 5 Dage. De sidste Dage blev han gerne hjemme, mest i sengen. Vi Børn led ikke særligt derved, da han aldrig blev ondskabsfuld.
Da han saa skulde giftes, skulde et Par Mænd hen til Præsten for at faa det ordnet. Der var var en gammel Aftægtsmand med, og han var en lun Rad. Da de saa havde forrettet deres til Præsten, rystede han på Hovedet og sagde: "Og saa har han 5 Børn, og hun har 3 Børn, hvad kan det blive til?".
Den gamle Aftægtsmand svarede: "A trover, det ka blyv til Ot’"
Nogle Aar efter blev der en Afholdsforening i Jebjerg, hvoraf Far og min ny Mor blev Medlemmer, og siden drak han ikke mere. Han var Formand for Grønning Afholdsforening da han døde omkring 61 Aar gammel."
Vores lille Hjem var bygget paa en lille Tønde Land fra min Bedstefars Ejendom i Grønnning. Jeg husker, at der var blevet sagt, at de havde 800 Kroners Gæld i Huset. Det var omtrent det, den havde kostet at opføre.
Far tjente i 11 Aar på den samme Gaard. den havde Jord helt op til vores Have. Far gik altid hjem hver Aften, men det var længe efter, at vi Børn var kommet i Seng, og han var staaet op flere Timer før vi skulde op. Saa der kunde være længe imellem, at vi Børn saa ham.
Baade min Far og Stedmor var meget gode Mennesker. Jeg har aldrig hørt dem Bande eller bruge sjofle Ord, men alligevel var Far paa mange Maader streng.
Det værste var, hvis vi havde lavet noget galt, og vi saa stak en Løgn for at komme ud af Klemmen. Min Mor huskede jeg godt, men min Stedmoder fyldte hendes Plads helt.
I Hjemmet, hvor der efterhaanden kom 8 Børn mere til, var vi altså 16 Søskende i alt. Jeg ved ikke hvor stort Huset var, men jeg husker, hvordan det var indrettet. Paa Forsiden 2 Døre, For- og Bagdør, 3 Kamre og smaa Vinduer, som var sømmet fast.
Jeg mindes kun een Gang, vi havde et Vindue lukket op. Jeg ved ikke, hvad der var Aarsag dertil.
I den vestre Ende af Huset kom man ind i Gangen. Bag den var der et lille Kammer, hvor der stod en Dragkiste med 4 eller 5 Skuffer.
Jeg husker tydeligt, at da vores rigtige Mor døde, blev det lille Barn, hun fødte lagt på skraa i en af Skufferne. Min Mor var lagt i Straa i Forgangen.
Midt i Huset var en Stue, som ogsaa var Soveværelse. Derinde var der 3 Senge. I den ene sov Far og Mor. For enden af deres var der en Seng. Deri laa de smaa, hvor mange ved jeg ikke. Som Regel laa der også en i Vugge.
I Bagsiden af Stuen stod en tredie Seng. Der laa vi tre Drenge hver Vinter indtil vi blev konfirmerede.
Og på den vis fortsætter han beskrivelsen af det fattige hjem, hvor det lysnede lidt, da min tipoldefar i 1899 fik et statslån til gavn for husmænd, der ville købe jord. 3 tdr. land blev det tíl – og en ko. En ren drøm må det have været for den børnerige familie. Om ham selv og hans søskende fortæller min oldefar Anders undervejs, at de kom ud at tjene i en alder på omkring 8 – 9 år.
Gemt Under Familie, Husmand // Kommentarer lukket til Tipoldefar kvartalsdranker med 16 børn og senere afholdsmand i Grønning
Gadeteater og ejerlejligheder en lørdag i 1978
I tre år – mellem gymnasietiden og starten på en egentlig uddannelse – oplevede jeg, dels rollen som industriarbejder og dels forskellige dele af 70’ernes sprudlende aktiviteter i det engagerede ungdomsliv, som engang udfoldede sig på venstrefløjen.
Det blev f.eks. til Organisationen til oplysning om A-kraft (OOA), berøring til folk fra Tvind og den rejsende højskole, andelslandbrug, Faglig Ungdom, interesse for indkøbsforeninger og meget andet. Alt flettet ind i en tid, hvor jeg sideløbende undervejs havde mine sidste år som spejderleder og deltager i organisering af aktiviteter for exchange students fra og til USA. Set i bakspejlet en underlig cocktail, men uden tvivl 3 vigtige og meget virkelige dannelsesår undervejs.
Klistermærke fra egen scrapbog
Senere blev engagementet mere målrettet – og med tiden med stor overvægt på leje- og boligspørgsmål.
Egentlig sætter jeg starten på arbejdet for lejerne til 1980, hvor jeg kom ind i Lejernes LO, – men i få flashglimt stødte jeg på det forinden.
I juli 1978 var jeg taget på en tur til København, bl.a. for at møde en gymnasiekammeratinde, men det blev også til et arbejdsbesøg hos OOA, hjælp ved en flytning, teateroplevelser, besøg på Christiania m.v. Så at sige hele pakken af oplevelser en langhåret ung fyr kunne få under huden, når man besøgte hovedstaden med den vinkel.
I øvrigt en tur, der også i tidens ånd blev taget på tommeltotten, nærmere beskrevet her: Fuld forretningsmand bad kone trykke på speederen
Gadeaktiviteter mod ejerlejligheder
Lørdag den 16. juli stødte jeg ind i et gadeteater fra Samarbejdsudvalget mod Ejerlejligheder (SME) *), som det nuværende medlem af folketinget for enhedslisten Per Clausen i øvrigt har indskrevet i sit CV. Det førte til, at jeg kom til gadefest ved Wildersgade 45, hvor de netop havde fået kommunen til at love at gennemtvinge en udlejning af tomme lejligheder ved tvangsudlejning jf. boligreguleringsloven.
Det var ikke pjat.
Indtil 1979 var der fri ret til at udstykke den ældre boligmasse i ejerlejligheder og det førte til massiv chikane af lejere, man ønskede ud – for at realisere salgsgevinster. En af metoderne var at lade ledige lejemål stå tomme – hvorved at man kunne gøre livet surt for de resterende lejere i ejendommene.
For at rette blikket på de skandaløse forhold lavede SME symbolske besættelser og gadeaktiviteter.
Samme aften tog jeg ud til Christiania, hvor teatergruppen "Liden Tue" opførte et stykke, der hed "Hus forbi", der også handlede om ejerlejlighedsspekulationen.
*) SME blev stiftet i 1976 på initiativ af Nørrebro Beboeraktion, der er bedre beskrevet i kilderne. Bl.a. her: Selvorganisering og demokratisk netværkskultur og Handling gi’r forvandling’
Forsvar mod forandring er ulyst til at vedgå fejl
I ord ønsker de fleste forandring til det bedre. Der ønskes udfordringer – ikke for mange på en gang – men heller ikke for få. Ting skal udvikle sig – og man ønsker selv at udvikle sig med.
Trods det opleves alt for meget for alt for mange som besværligt, når det handler om forandring.
Chris Argyris, der var professor ved Harvard Buisness School, fremkom med provokerende betragtninger på spørgsmålet om, hvorledes udviklingen af organisationer bremses af forsvarsrutiner, som vi har indbygget for at beskytte selvværdet.
Det er i den sammenhæng ikke nogen trøst, hvis man er højtuddannet, da han bl.a. har sagt:
"Professionals embody the learning dilemma: they are enthusiastic about continuous improvement— and often the biggest obstacle to its success."
Hvorfor? Jo man vil gerne udvikle, men også bevare facaden af at kunne overskue, være fejlfri og kompetent.
Det er de andres skyld
På det individuelle plan har vi indbygget en forsvar mod negative selvoplevelser, der består i, at vi lægger skylden for vores fejl på ydre forhold. Virker noget usikkert, må det være de andres eller noget andets skyld. Vi finder på den måde forklaringer, der skal bringe ro i vores usikre sind.
Denne tildækning af fejlene er som udgangspunkt ganske uskyldigt og menneskeligt, og i nogen grad nødvendig for at magte hverdagen. Men det kombineres ofte med at man i organisationer hjælper hinanden med at tildække, at tildækningen foregår, og derved gør men det reelt umuligt at takle problemerne.
Fælles inkompetence indøves af ren høflighed
Fra at den enkelte på undskyldelig vis beskytter sin selvoplevelsen, bliver det til et fællesskab der effektivt udvikler en fælles position, der bortforklarer det besværlige. Først da bliver det rigtigt svært.
Det er netop Chris Argyris’ påstand, at vores opfattelser af, hvorledes vi handler effektivt, kan betyde at vores inkompetence løbende indøves og forfines.
Vi ønsker på den ene side at kunne handle ved at sikre os kontrol med omgivelserne, selvom der heri ligger den modsætning, at hvis vi sikrer os denne kontrol, sætter vi andres initiativ i stå. Samtidigt er vi præget af sociale dyder om omsorg, støtte, ærlighed og hæderlighed.
Den kombination betyder, at vi ofte indpakker forslag og tanker, bag en facade af tilsyneladende respekt overfor hinanden. Modparten i samtalen fornemmer den skjulte dagsorden, men hjælper aktivt med til at holde tingene under overfladen for at holde en eventuel truende eller pinlig situation, hvor man skal bøje sig i for den andens vilje, på afstand. Vi skyggebokser, frem for at tale om kernen i det, vi ønsker at kommunikere om.
Dette adfærdsmønster indlæres som god tone, og afvigende optræden inddæmmes som udslag af manglende situationsfornemmelse.
Planer og dagligdagens virkelighed forbliver adskilte
Modstandsrutinerne har den virkning, at der er forskel på det vi siger vi vil, og det vi faktisk foretager os. Det gælder f. eks. konferencer og møder, hvor man høfligt deltager i drøftelser og beslutninger, selvom indholdet ikke synes nærværende i forhold til de praktiske opgaver. Den underlæggende læring i den forbindelse er, at planer på det teoretiske plan kommer og går, mens praksis består, – underforstået, der er ikke brug for udvikling og forandring.
I den forbindelse bør narren eller systemkritikeren efter min opfattelse bedømmes mere positivt, end den der spiller med på et beslutninger og planer, selvom vedkommende i virkeligheden ikke tror på indholdet.
Ih hvor gør vi dejligt mange fejl
Det er centralt, at man i organisationer skal lære at tale om, hvordan man udgår at medvirke til tildækningen af fejl.
Ih hvor gør vi det godt, vi har altid ret, du skal ikke komme og kritisere os – skal gerne blive til – Nej hvor dejligt mange fejl vi gør – og hvor er vi dygtige til at lære af dem.
Et fælles selvværd der kan tåle vedgå, at noget er svært og der begås fejl, er det bedste middel både til at eliminere dem og komme videre. Og et sådant fælles selvværd, kan også gøre den enkelte tryg – i forvisningen om, at man gør det rigtigt godt, når man fejler og derfor bevæger sig.
(Egen tekst, oprindeligt juli 2000, redigeret og uddybet oktober 2009)
Gemt Under Ledelse // Kommentarer lukket til Forsvar mod forandring er ulyst til at vedgå fejl
Mandelas bløde hjerte for de røde
Blandt de udenforstående i nutiden, kan det måske undre nogen, at Nelson Mandela og ANC, har afvist at lægge afstand til de sydafrikanske kommunister. Det undrer mindre, når man selv har mødt mennesker fra Sydafrika – tilbage i den tid, hvor apartheidregimet sad ved magten.
Selv sad jeg en aften den sidste onsdag i juli i 1980 i DDR og lyttede til to unge jævnaldrende fra henholdsvis Sydafrika og Namibia.
Vindi Lamine, der var 18 år, kom fra Sydafrika, – men hans aktuelle hjem var en flygtningelejr i Tanzania. Han fortalte om ANC’s historie helt tilbage til 1912, hvor det blev dannet som en reaktion på, at Sydafrikas første parlament også dengang før apartheid kun var for hvide.
Det egentlige apartheid slog igennem efter den 2. verdenskrig og ledsagede i 1950 af et forbud mod kommunistpartiet og beskyldninger mod alle apartheidmodstandere for at være kommunister.
Vindi håbede på, at ANC kunne få magten gennem fredelige midler ved en støtte fra progressive og antiimperialistiske kræfter udenfor Sydafrika.
Børn rettigheder
For at bringe os nærmere en forståelse, gik Vindi tæt på, hvordan sorte sydafrikanske børn levede. Børnedødeligheden for de sorte lå 7 gange over de hvides, hele 4 ud af 10 børn døde, – og trods plads på de hvides hospitaler, måtte de sorte ofte undvære læge og jordmor.
ANC poster (udateret)
Han fortalte også om migrantægteskaber, hvor børnene sjældent så deres far. Familier, hvor mor og børn måtte leve i homelands – mens deres far arbejde for de hvide langt væk.
Blandt det mere farverige fortalte han om hvordan en bonde havde fanget en 15 årig sort dreng og tvunget ham til at arbejde uden betaling. Det kom for retten, men under retssagen kunne bonden vise en tilladelse frem, som han have fra politiet.
Der blev også fortalt om børn, der var blevet beskudt under demonstration for bedre skoleforhold, og om en kun 13 årig, der var blevet dræbt i fængsel.
Alt sammen ting, – som man kan læse i historiebøgerne, men bøger gør det ikke ud for noget, der blot tilnærmelsesvis har den samme itensitet, som når man selv har lyttet til en fortæller, for hvem det var virkelighed.
Namibia, det tidligere tyske Sydvestafrika
Vindi blev sekunderet af Lemi Ofiku, ligeledes 18 år, men fra Namibia, der dengang stadig hed Sydvestafrika for mange. Lemi kom fra en anden flygtningelejr, i hans tilfælde lå den i Angola.
Det var på de tider, hvor Cuba og Sydafrika begge var engageret i frontlinjen mellem øst- og vest, ved henholdsvis at støtte eller bekæmpe Angolas nyvundne selvstændighed.
Lemi’s fortælling var langt mere dramatisk, da der her var tydelig tale om krig.
Han var i stand til at gengive en meget udførlig indføring i Namibias historie. Først som tysk koloni, dernæst sydafrikansk mandatområde – tildelt dem af Folkeforbundet i mellemkrigstiden som en del af Tysklands fornedrelse efter den 1. verdenskrig og op til nutiden, som den så ud i 1980.
Krigen, som Lemi beskrev, bød på guerillaaktiviteter, tvangsforflyttelser, nedbrænding af landsbyer, interneringslejre (KZ-lejre) og sydafrikanske raids ind i Angola for at angribe flygtningelejre.
Derfor det bløde hjerte for de røde
Hvorfor skulle Mandela kritisere f.eks. en ligeledes aldrende Fidel Castro. Mandela repræsenterede et beskendet lært og liberalt sort mindretal, der ønskede ligeværd. Det blev hans hele liv – og i det liv svigter han ikke de, der i den verden af i går – delt i øst og vest, var hans tro allierede.
At den verden, som havde været så tro mod apartheidmodstanden hele vejen, så i høj grad selv brød sammen, samtidigt med at apartheid blev opløst, er en af historiens finurligheder.
Læs om et andet møde med apartheidmodstanden i Sydafrika 7 år tidligere – dengang i USA: https://www.etext.dk/these-youngsters-have-been-banned/
Gemt Under Øst/vest // Kommentarer lukket til Mandelas bløde hjerte for de røde
These Youngsters have been Banned
Vi er tilbage i 1973, overskriften er fra det sydafrikanske dagblad Sunday Tribune fra den 4. marts 1973.
I artiklen fortælles om 8 unge hvide sydafrikanere, der var sat i husarrest få dage forinden. Selv fik jeg en kopi af artiklen lidt senere samme måned.
Husarresten betød, at de 8 var frarøvet deres ytrings- og bevægelsesfrihed. De kunne fortsat gå på arbejde, men var tvunget til at befinde sig indenfor et nærmere bestemt område, som de sydafrikanske myndighederne fastlagde for hver enkelt.
De 8 unge tilhørte et mindretal af engelsktalende veludannede og liberale hvide sydafrikanere, der var i opposition til apartheidpolitikken. De tilhørte en studenterorganisation, der bl a. havde agiteret for at give sorte ret til at komme ind på de universiteter, som de selv gik på.
De sydafrikanske myndigheder henviste til en lov om bekæmpelse af kommunisme fra 1950. For styret var borgerrettigheder for sorte nemlig lig kommunisme, – ikke underligt, at det sydafrikanske kommunistparti voksede sig stærkt – med en så ”kompetent” modstander.
Jeg har aldrig været i Sydafrika, men kom i berøring med historien, på Redwood Falls High School, Minnesota. En af mine ”classmates” på skolen var Chris, der selv var udvekslingsstudent.
For Chris var Redwood Falls noget langt ude på landet, – for langt væk fra begivenhedernes centrum. Han havde drømt om at komme til en større by i USA, det fik jeg at vide mange år senere. For mig var han et interessant bekendtskab, der åbnede en flig til en verden, der lå udover det provinsielle – om det så var i Danmark eller i Minnesota.
På billedet ses mine “classmates” Chris og Sue i Alexander Ramsey Park i Redwood Falls foråret 1973.
Chris havde en ældre bror hjemme i Sydafrika, der selv var sat i husarrest.
Derfor fik både jeg og mange andre på skolen førstehåndskendskab til Sydafrika. Ikke fra systemet, ikke fra de sorte, men fra en størrelsesmæssigt beskeden fraktion af den hvide overklasse, der var i opposition til apartheid.
Chris returnerede dengang i 1973 til Sydafrika. I en lokal avisartikel reflekterede han før sin afrejse bl.a. over, at han gerne så de forbedringer, der var sket omkring racespørgsmålet i USA slå igennem i Sydafrika.
Han skuffedes helt sikkert hjemme i Sydafrika og emigrerede nogle år retur til USA. Her slog han sig efter de beretninger jeg har fra andre ”classmates” ned som en succesrig ejendomsmægler.
For mig var det det første møde med aparthedi, og den tanke at alt positivt liberalt og humanistisk af nogen blev anset for kommunisme. Næste gang jeg mødte sydafrikanere, der kunne fortælle om apartheid var godt 7 år senere i DDR.
Læs nærmere om dette her: https://www.etext.dk/mandelas-blde-hjerte-for-de-rde/
Blommebrændevin i Transsylvanien
På vej fra et hotel i Negresti Oas til indenrigslufthaven ved Satu Mare i Transsylvanien, fik jeg et flashglimt af hvordan uformel økonomi fungerer. I dette tilfælde sikkert godt og grundigt indlært under Nicolae Ceauşescu’s styre, selvom vi er 20 år efter.
Vi var 4 i bilen. Vores chauffør og en anden passager, der kun talte rumænsk. Dertil en højtrangerende funktionær fra ministeriet for regional udvikling. Han forstod engelsk rimeligt ok, og kunne selv svare lidt.
Når vi sad sammen på den vis, var det et resultat af, at man fra hotellets side havde arrangeret vores transport.
Før vi forlod hotellet, havde de der fortalt – at der ville blive et mindre stop på 10 minutter undervejs. Sikkert for at sikre, at jeg grundet sprogproblemer ikke blev forvirret, når køreturen blev afbrudt.
Og vi stoppede ganske rigtigt op og vores chauffør tømte bagagerummet, der var fyldt med tomme flasker fra hotellet. De gik på deres egen måde til genbrug, da det viste sig, at det var et uautoriseret blommebrændevins destilleri, vi var stoppet op ved.
Jeg fik et kig ind, og et enkelt glas.
Jeg fortalte regeringsembedsmanden, at alkoholproduktionen hjemme i Danmark var velkontrolleret. Som jeg forstod ham, så mente han, at det var den også i Rumænien – men at dette jo var en så lille enhed, at det faldt udenfor det der var værd at kontrollere.
Vi fortsatte mod lufthavnen – den internationale lufthavn stod der på skiltet over indenrigslufthavnen i Satu Mara, hvor der kun er forbindelse fra og til Bukarest. To gange dagligt og kun på hverdage.
På billedet ses flyet fra det rumænske flyselskab, nærmest som var det sat af på en græsmark. Men i øvrigt var flybefordringen upåklagelig.
