Socialt, historisk, lokalt, globalt, politisk, kulturelt, familiært og personligt

Niece exchange student i Michigan

I 1998 – 1999 var min niece Lea på et års ophold som exchangestudent i Michigan, USA. Jeg benyttede mig af muligheden for at kommunikere på engelsk.

I forhold til at forstå at verden udenfor er tættere på, end de snævre nationalromantikerere forstår, så er dette guld værd, at danske unge kommer udenfor landets grænser i andre sammenhænge end som turister eller på jagt efter billige øl og cigaretter.

Her et klip fra mit brev til Lea den 3. oktober 1998:

“From your letter I recognize from my own stay being part of an international community of exchange students from different places in the world. I was very found of an sweet girl, Merisa from Brazil, and I admired Chris being an white South African from a liberal family, who had an older brother, who was banded from university for agitating for letting blacks attend South African universities along with white students.

Glad to hear, that you like to learn about American history. I did to, thou the way of teaching was very old fashion, – in North Dakota I had the football coach as history teacher, – and he sure was better at coaching football than teaching.

Right now I’m using my time mostly on working for the continuation of our 10th grade school in Skive. I enclose and newspaper article, that describes the problem.

Svend, now an 8th grader, is at a swimming contest in Thisted this weekend, and in the fall-vacation he’s going on training camp with the swimming club to the Czech Republic. It is his first trip abroad without his parents.

Ulla is participating in a weekend seminar in Hals in this weekend, and in the following week, she is going away to a teachers training course.

On Friday, the 8th of October we’re going to Hanne and Jens in Nr. Søby, to dine with your family to, when we’re celebrating my fathers 75th birthday.

As you can se, like your parents, we’re busy as usual.”

Gemt Under Familie, USA // Kommentarer lukket til Niece exchange student i Michigan

Fremmedsprogslærerne ville hellere være turistguides

Besøgte Prag den første gang i april 1992. Det var sammen med en 10. klasse fra Nykøbing Mors.

Vi var ude på en af byens skoler. Det var en underlig tid at møde ind på.

Rammerne om, hvordan skolen modtog os var som i gamle dage. Meget veltilrettelagt, meget østeuropæisk, meget høfligt. Dengang modtog skoler i Prag vesterlandske elever og deres lærere med ærbødighed, nogle år efter var det blevet mere hverdag, og på et langt senere tidspunkt, da jeg igen var på skolebesøg i landet, valgte vi en skole udenfor Prag, for at være til glæde frem for til besvær.

Det var kontrasterne, der slog en dengang i 1992. Alt var under omstilling. For os var det et slaraffelland, hvor alt var styrtende billigt, for de fleste menige tjekker var tiden præget af stor usikkerhed.

Sporvogn i Prag 1992Desværre er skolens navn ikke nævnt i rejseplanen, og jeg fik det ikke noteret i mine egne noter.

Det var en sekundær skole. Der var 650 elever i alderen 14/15 til 18/19 år. De første lektioner startede allerede kl. 7.15 og de sidste sluttede først efter kl. 16. Det skyldes lokalesituationen. Lærerne fortalte, at årgangene var store, fordi det kommunistiske styre have favoriseret familier med mange børn.

En af lærerne gjorde op, at hun tjente 2.800 KcS om måneden efter skat, heraf omkring 1/3 som følge af overarbejde. Hun var endda tilgodeset med et skattefradrag for børnefamilier, som de forventede snart blev afskaffet. Den almindelige gennemsnitsløn i Tjekkoslovakiet var på samme tid ca. 4.000 KcS.

Der var omkring 50 lærere på skolen, de læste hver omkring 24 lektioner om ugen.

Til sammenligning fortalte den guide, som fulgte os hele ugen, at han før systemskiftet havde tjent 30.000 KcS årligt, men at han nu var oppe på ca. 120.000 KcS om året, svarende til en månedsløn på 10.000 KcS.

Den lønforskel illustrere de store problemer, som skolen havde med at klare fremmedsprogsundervisningen.

Der var tilbud om undervisning i russisk, tysk, engelsk og spansk. Sprogligt ligger russisk tættest på tjekkisk. Mange af de elever, der var startet med russisk valgte at forsætte med det, for ikke at skulle starte forfra med et nyt fremmesprog. Derfor havde 50 % af skolens 4. årgang stadig russisk, mens det på skolens 1. årgang kun var 30 %, der tog russisk.

Men de fortalte også, at i primærskolerne ønskede kun 5 % af eleverne nu russisk som fremmedsprog. De tog i stedet tysk eller engelsk, de to sprog havde i 1992 nogenlunde samme popularitet hos eleverne. I dag er engelsk klart det førende.

Det gav dem store problemer med at skaffe de nødvendige lærere. Der var sproglærerflugt til økonomisk mere givtige erhverv, specielt turistbranchen og udenrigshandel. Derfor var der kun to tjekkiske engelsklærere på skolen. Derudover klarede de sig med en australier og en amerikaner, som underviste i faget drevet af idealisme og eventyrlyst.

Som et parallelt problem, blev der fortalt, at læger og sygeplejersker søgte til Tyskland.

Gemt Under Øst/vest // Kommentarer lukket til Fremmedsprogslærerne ville hellere være turistguides

Når talen flyder, – om krig, fred, indianere og protest

Lilled by siouxTerri og jeg talte om Irak-krigen og blandede det med Dakota-indianernes opstand i 1852, da vi kørte forbi to monumenter på vejen fra Minneapolis mod Redwood Falls den 28. juni 2004. det ene et monument for en hvid, der blev slagtet og det andet for de indianere, der døde.

De fleste vil kunne genkende, hvordan en længere samtale med en bekendt fra gamle dage flyder fra emne til emne.

Jeg vurderer Terri til at være en liberal, intellektuel ”upperclass-like” amerikaner. Klart i opposition til Bush-styrets kurs. Hun vurderer ikke sig selv til at være overklasse, men blot almindelig. Terri var en af mine Classmates fra 1973, men hun havde dertil et par år senere være på et halvt års ophold på et kursus for amerikanske universitetsstuderende i tilknytning til Aalborg Universitet.

Terri synes, at det havde været naturligt, at Danmark havde sendt tropper til Irak lige efter den amerikanske invasions afslutning, men hun fattede ikke en lyd af, hvorfor det forlød, at Danmark vil sende flere på et tidspunkt, hvor andre som f.eks. Spanien trak deres hjem. Det var hendes kommentar til at Anders Fogh Rasmussen i den amerikanske presse var citeret for, at Danmark ville sende flere tropper. Et citat, der naturligvis fandt i god jord hos Bush, når han skulle lappe på image på hjemmefronten.

M.h.t. indianerne, er Terri ret bramfri: ”We killed the Indians”. Men ganske som jeg selv, har hun en romantisk sympati netop for indianerne. Derfor var vi senere på ugen også på besøg på et historiske arkiv i Minneapolis, hvor jeg fik et kort kik på faktiske arkivalier, hvor overlevende farmere havde givet øjenvidneskildringer på dels indianernes drab på hvide og senere den offentlige hængning af 39 indianere, der havde deltaget i opstanden. En henrettelse, der samlede mange tilskuere fra nær og fjern.

MinnehahaFaktiske arkivalier er ikke at være der – dengang det skete i fortiden, men det er at være langt tættere på, end en historiebog skrevet i vores egen tid.

Kendskab til historien er et magtfuld redskab. Det kan misbruges til nationalromantik, men positivt kan det også gøre os ydmyge – ved at lære af fortidens grusomheder og fejl, mindsker vi risikoen for at de “genudsendes”.

Det er i særdeleshed vigtigt at mange flere får større forståelse af de problemfelter der ligger i, når forskelligartede kulturer mødes.

Terri viste mig også Minnehaha vandfaldet i Minneapolis, som i 1998 – 1999 havde været midtpunktet i et større opgør. På den ene side stod miljøinteresser og beskyttelse af et naturområde, der var helligt for Mendota Mdewakanton Dakota. På den anden side et ønske om at bygge en ny motorvej, Highway 55, til at servicere trafikken ind mod Minneapolis.

På et tidspunkt mellem jul og nytår 1998, gik over 800 betjente ind i området for at fjerne 25 indianere, der havde forskanset sig i træerne i området.

Noget mere dramatisk end da en gruppe aktivister, der kaldte sig “Midtjyder mod motorveje” sad i et træ ved Silkeborg.

Begivenheden er skildret i en vise af den amerikanske protestsanger David Rovics: Morning at the Minnehaha Free State

Gemt Under USA // Kommentarer lukket til Når talen flyder, – om krig, fred, indianere og protest

Tiden under og omkring 1. verdenskrig

Danmark blev ikke direkte inddraget i den første verdenskrig 1914 – 1918, men krigen fik alligevel meget stor betydning for leveforholdene i landet. De krigsførende lande havde hårdt brug for både føde- og industrivarer. Situationen inspirerede til en uhæmmet spekulation. Alt, hvad der kunne produceres, kunne sælges til de krigsførende, derfor steg priserne voldsomt. Det blev kun endnu værre af, at det blev næsten umuligt at skaffe råvarer til landet. Reallønnen faldt, og bolignøden øgedes. På nationalt plan gennemførtes en række restriktioner og reguleringer, som man på lokalt plan blev sat til at administrere. Kommunerne måtte f.eks. skaffe mad, tørv, mad og klæde til den dårligst stillede del af befolkningen.

Under den første del af krigen var der stor enighed om at prioritere borgfreden og glæde sig over, at det lykkedes at holde Danmark udenfor krigshandlinger, men undervejs radikaliseredes kravene om sociale forbedringer – bl.a. inspireret af de revolutionære begivenheder andre steder i Europa, f.eks. i Rusland og senere også Tyskland. I Skive mærkedes det bl.a. ved, at socialdemokraterne fik mange af deres politiske mærkesager fremmet i byrådet, selvom de ikke havde det mandatmæssige flertal, og en tydelig radikalisering blandt arbejderbevægelsens unge.

 

Folkekøkken og dyrtid

Soldaterne

Hvordan føltes det mon som en ung mand eller måske allerede familiefar at blive genindkaldt til hæren. Sidde i toget til Viborg. Møde på kasernen og blive udstyret med uniform og våben, for derefter at blive sendt på march på de jyske landeveje. Det var virkeligheden for mange, – også her fra Skive.

Den tidligere banearbejder Christian Ørtoft, fortalte engang, at han var en af de 50.000 værnepligtige, der blev genindkaldt ved krigsudbruddet uden at ane, om det betød, at han skulle i krig eller ikke. Krig blev det ikke til, men livet blev på mange måder præget af krigen.

Et af de første problemer var de mange familier, hvis forsørger var indkaldt til sikringsstyrken. I perioden fra august 1914 til april 1915 måtte Skive Byråd bevilge 9.000 kr. til de “efterladte”.

Den militære Indkvartering i Skive

Byfogedkontoret beder os meddele følgende:

Indkvarteringen af 10. Bataljon her i denne uge er beordret uden Bespisning. Bataillionen ønsker imidlertid meget, at Kvartervær­terne frivilligt vil overtage den fulde Forplejning af de indkvar­terede, hvorfor der da vil blive ydet et Vederlag af 1 Kr. pr. Dag. Indkvarteringsordren (og de udstedte Kvarterbilletter) lyder paa 27 – 28. Januar; dette vil sige, at Bataillionen kommer den 27. – hvornaar paa Dagen vides endnu ikke – og rejser den 29. om Morgenen.

Skive Socialdemokrat den 21. januar 1917

I lighed med andre byer nedsattes der som supplement til den offentlige indsats en damekomite, der skulle hjælpe de trængende soldater ved at indsamle undertøj, sokker, fodtøj etc. eller pengebidrag til anskaffelse af samme ting. Komiteen i Skive havde fru herredsfoged Ramsgaard som formand og indsamlede i august 1914 220 skjorter og 110 par sokkeskafter, som de sendte ned til soldaterne på kasernen i Viborg.

Den 20. oktober 1914 fik Skive for første gang besøg af sikringsstyrken, da 10. bataljon skulle indkvarteres med 1060 menige, 55 officerer og 16 heste. På rådhuset blev der indrettet vagtlokale og skrivestue, ”Salonen” i anlægget blev indrettet som gymnastiksal, og damekomiteen oprettede en samlingsstue, hvor soldaterne kunne mødes i fritiden.

Byens handlende var glade for indkvarteringen, for den tilførte byens handelsliv en øget omsætning på mellem 40.000 og 50.000 kr. om måneden, mens grundejerne var meget utilfredse. Soldaterne blev nemlig indkvarteret efter en lov fra 1816, der pålagde grundejerne at huse soldaterne mod en mindre godtgørelse. I Skive betød det, at grun­dejerne skulle indkvartere en soldat for hver 8.500 kr., som deres ejendom var forsikret for. Indkvarteringen indbefattede også pligt til at sikre de indkvarterede mad for en beskeden betaling på 35 øre pr. dag pr. soldat.

Grundejerforeningen klagede flere gange til byrådet og til bataljonens ledelse. Det hed sig bl.a. : “Soldaterne komme saa uregelmæssigt Hjem til Middagsmaden. Husmødrene bliver overanstrengte ved denne Form for Bespisning”. De mente også, at det var uretfærdigt, at der blandt lejerne var velstillede borgere, som helt slap for byrden ved indkvarteringen.

Så selvom det gavnede handlen, fulgte byrådet grundejerforeningens opfordring til at søge at undgå flere indkvar­teringer. Det lykkedes, da byen kun fik besøg af soldater på gennemmarch i resten af krigsårene, efter at den 10. bataljon havde forladt byen efter 7 måneders fast indkvartering i maj 1915.

 

Dyrtidsforanstaltninger

Verdenskrigen betød mangel på fødevarer, kul og byggematerialer. Der skete en betydelig reallønsnedgang. I 1911 var der indgået 5-årige overenskomster, men straks efter krigsudbruddet i 1914 steg priserne kraftigt. Der opstod sult og nød, samtidigt med at tiden var præget af spekulationer og gullaschbaroner, – et nyt ord, som betegnede dem, der skaffede sig lettjente indtægter på at sælge fødevarer til Tyskland uanset kvaliteten.

På nationalt plan blev den voksende nød og hensynet til sammenhold i forhold til krigstruslen modgået ved en borg­fredspolitik, hvor den radikale regering optog en kontrolminister fra hver af de 3 andre partier. Fra statens side blev der nedsat en lang række nævn, kommissioner, der skulle kontrollere markedet med bl.a. maximalpriser, ratio­nering og eksportforbud. Initiativerne havde virkning uden at være tilstrækkelige.

Det blev overladt til by- og sogneråd at administrere mange af ordningerne. I Skive oprettede byrådet et brænd­selsudvalg, et sukker- og brødkortudvalg, et dyrtidsudvalg og et boligudvalg. Kommunen hjalp med til at sikre brændselsforsyning med torv og koks. Der blev etableret et kommunalt folkekøkken. Mindrebemidlede kunne opnå rabat på gas. Kommunen etablerede kartoffelkøb, sørgede for brød til de mest trængende o.s.v.

Verdenskrigens udbrud og problemerne med at tilpasse samfundet til mangelsituationen kom til at betyde, at Skives nyvalgte socialdemokratiske borgmester, Hjalmar Kjems, blev væltet. Straks efter krigsudbruddet begyndte der en hamstring af koks fra Skive Gasværk, og det var især byens mest velstillede borgere, der var hurtige til at købe ind. Derfor bad Hjalmar Kjems den 3. august 1914 formanden for belysningsudvalget,  venstremanden postmester Jør­gensen, om at stoppe salget. Det nægtede postmesteren, men da borgmesterens påbud senere samme dag blev effektu­eret, opdagede Hjalmar Kjems, at postmesteren selv havde benyttet sig af sin position til at hamstre 300 hl koks til favorabel pris til postkontoret.

Sagen førte til et bittert opgør, der udover de nævnte også kom til at udspille sig mellem de to redaktører H.P. Hansen fra Skive Socialdemokrat og Carl Hansen fra Skive Folkeblad. Carl Hansen, der også var formand for Skive Venstreforening (de radikale), fik derfor i 1916 foreningen til at frasige sig samarbejdet med socialdemokratiet fra før krigsudbruddet. Det fik Hjalmar Kjems til at bede om en tillidsafstemning i byrådet, hvor han tabte, da det kun var de fem socialdemokrater, som stemte for, mens de to venstrefolk undlod at stemme og de seks højrefolk stemte imod. Derefter trak Kjems sig som borgmester, hvorefter posten blev overtaget af sparekassedirektør Siboni fra Højre. Det var ellers i tråd med den radikale regerings politik, da Hjalmar Kjems stoppede kokssalget. Regeringen fik allerede den 7. august 1914 en bemyndigelse til at regulere priserne og tvangsopkøbe nødvendige mangelvarer. Der blev også indført udførselsforbud på udvalgte varer.

Den første krigsvinter lykkedes det byrådet at sikre brændselsforsyningen så nogenlunde. I den efterfølgende vin­ter solgtes der flere gange kul til byens fattigere skatteydere til favørpris. Ordningen gjaldt alle der tjente under 1.800 kr. årligt.

Brændselssituationen blev i februar 1917 så alvorlig, at byrådet måtte gennemføre en skarp rationering af gas- og elforbruget. Butikkerne, teatre og restaurationer måtte indskrænke deres åbningstid, og i de private hjem måtte der kun bruges gas og el til lys i hjemmene fra 18 til 21. Skolerne fik påskeferien forlænget til 14 dage for at spare på kul til opvarmning.

Brændselssituationen lempedes derefter, men sparsommeligheden fortsatte krigen ud. I sommeren 1917 var det f.eks. forbudt at bruge el til belysning.

Dyrtiden ramte arbejderne, både de privatansatte, hvor der var indgået femårige overenskomster før krigen, og de offentlige ansatte, der i princippet var på fast løn. Det sidste måtte Skive Byråd mange gange have på dagsorden i form af begæringer om dyrtidstillæg til kommunalt ansatte. En anden hjælp var kommunale købekort, der gav rabat på varer som mælk, brød, margarine og kul. I vinteren 1916/17 blev der f.eks. uddelt købekort til en værdi af 84.000 kr.

 

Børnebespisning og folkekøkken

Den private velgørenhed spillede også en stor rolle. På socialdemokratisk forslag blev der nedsat en indsamlings­komite bestående af bestyrelserne for byens 3 partiforeninger, til at drive en bespisningsordning for børn fra familier ramt af arbejdsløshed. Den klarede sig for en stor dels vedkommende med indsamlede midler, men fra 1917 gav kommunen tilskud til arbejdet.

Ordningen startede i 1915 og løb hver vinter fra den 1. december til den 1. april. I den første sæson deltog i gennemsnit 205 børn om middagen, når der blev serveret i lokalerne på kommuneskolen. Det praktiske arbejde blev klaret af en damekomite, der var nedsat til formålet.

I april 1917 besluttede byrådet at anvende børnebespisningens lokaler til at drive et “Folkekøkken”. Her kunne kommunens borgere købe 2 retter mad for 30 øre og tage det med hjem i deres madspande. Folkekøkkenet udleverede i 1917-18 omkring 3-400 portioner dagligt.

 

Spekulationsgevinster og udførsel af smuglervarer

På trods af dyrtiden var pengerigeligheden stor hos nogle af byens ledende erhvervsmænd. Tyve borgere havde i 1916 råd til at spekulere på Børsen for mere end 100.000 kr. hver. “Det er gyldne tider”, sagde formanden for Skive Bank om bankens regnskab for 1917, samtidigt med at sult og kulde pressede sig på hos de fattigste. I februar 1917 slettede kommunens valgudvalg således 312 vælgere fra valglisterne p.g.a. skatterestance. Det svarede til 1/6 af byens vælgere.

Fristelsen til at vise foretagsomhed ved at omgå maximalpriserne og udførelsesforbudene var stor, for der var jo mange penge at tjene. I aviserne kan man læse om mange retssager om overtrædelse af maksimalprislovgivningen. Der er også eksempler på smugleraffærer. I sommeren 1917 fik politiet fat på to brødre, en kaptajn og en slagtermester fra Skive, der havde forsøgt at smugle 1.500 kg. kødvarer, svinekød, grøn sæbe, talg mv. til Tyskland. Fabrikatio­nen af smuglervarerne var foregået i en “fabrik i Nørregade”, og råvarerne var mest selvdøde kreaturer. Smugler­varerne blev kørt ud til Lyby strand, hvor de blev bragt ombord i kaptajnens skiv for at blive sejlet til Tysk­land. De to fik henholdsvis 80 og 40 dages fængsel.

Foretagsomheden under krigen kan stadig ses et enkelt sted i bybilledet den dag i dag. Da Brogården på Østertorv stod færdigbygget i 1906, var der kobber på begge tårne. Ser man på bygningen i dag, er det ene tårn beklædt med tagpap. Det skyldes, at kobberet på det ene af tårnene blev nedtaget og solgt under den 1. verdenskrig.

Selvom foretagsomheden hos de få stod i provokerende kontrast til nøden for de mange, blev kun en beskeden del af de store fortjenester inddraget. Dyrtidshjælpen blev til dels finansieret af en tillægsskat på alle indtægter over 3.000 kr. årligt. Socialdemokraterne var i mindretal i byrådet, og fik også afvist en del af deres forslag, men der blev gennemført mange initiativer i enighed, også selvom det skulle skattefinansieres ved beskatning af de bedrestillede.

 

Bolignøden

Mangel på lejeboliger

Boligbyggeriet gik godt de første år af det 20. århundrede. I 1905 alene påbegyndtes i Skive byggeri af fem store private udlejningsejendomme, Brogården på Østertorv, Postgården på hjørnet Torvegade/Østergade, Nordbanevej 24, Torvegade 11 og Badeanstalten, Voldgade 9. Men herefter gik det sløjt med byggeriet, og under krigen gik det fuldstændigt i stå, da det var umuligt at skaffe byggematerialer til rimelige priser. Det skyldtes bl.a., at det var umuligt at få kul til landet udefra. Og da der derfor var rigeligt brug for tørv og brunkul til det mere nød­vendige, var der ikke brændsel til teglværkerne.

Den sidste ejendom, der blev opført før byggeriet gik helt i stå,  var Havnevej 19, der var indrettet med 12 små arbejderboliger. Den stod færdig i efteråret 1914, opført af byen første boligforening, Boligforeningen Skive, der var blevet oprettet den 11. april 1914. Det var sket på initiativ af byrådsmedlem og redaktør H.P. Hansen fra Skive Socialdemokrat. Bestyrelsen bestod af tre byrådsmedlemmer. Byggeriet blev sikret af 23 garanter, der hver hæftede for 100 kr., og en kaution fra Skive kommune.

Byens befolkningstal øgedes i krigsårene, derfor øgedes bolignøden kraftigt. For at hindre, at grundejerne udnyt­tede manglen på boliger for groft, blev der på landsplan og efterhånden også lokalt grebet ind i forholdene på lejeboligområdet.

 

Usunde boliger

Bolignøden betød, at mange boede under direkte sundhedsfarlige forhold. I 1909 rasede der en tyfusepidemi i Skive, med mange dødsfald som følge. Fugtige kælderlejligheder, møddinger i gårdene og en dårlig drikkevandsforsyning fik skylden. Sundhedskommissionen mente, at infektionen muligvis var blevet spredt gennem vandet fra vandværket, som var opført i 1905 af et privat konsortium. Dette førte til en heftig debat i byrådet, bl.a. om at overgå til kom­munal vandværksdrift. På den baggrund fik byen et kommunalt vandværk i 1911 og et kommunalt renovationsvæsen, der sikrede at skarn og latrinaffald blev fjernet en gang ugentligt, det sidste i tætte spande. Hidtil havde det været grundejerne selv, der måtte sørge for affaldets fjernelse – og her havde de ikke alle optrådt lige ansvarsfuldt.

I en tid, hvor vandklosetter (WC) endnu var en sjælden luksus, betød fremskridt, som f.eks. at latrinen blev fjer­net i spande med låg, meget for sundheden. Men de initiativer, der blev gennemført, kunne ikke alene sikre sund­heden. Mange boede i usunde lejligheder plaget af utøj, rotter og fugt.

“Af de forskellige Affaldsstoffer spiller Latrinen den største Rolle, fordi den rummer den største Smittefare. Den blanding med Fejeskarnet og Oplagring i de murede, til dels overjordiske, Gruber i Ejendommenes Gaarde maa betragtes som et stort Misgreb. Fra Gruberne vil Smittestoffet ved Rotter, Orme og Insekter kunne føres ind i Husene og bringes i Berøring med Fødevarerne i Kælder og Spisekammer. Hundene kan sprede det smittebefængte Affald ud over Gaardspladserne, og den fly­dende Del af Latrinen kan gennem Utætheder trænge ud i Gaardene, i Jorden eller mulig endog ind i Kælderrummene.”

Fra en ingeniørudtalelse til sundhedskommissionen i november 1909.

Som en direkte følge af tyfusepidemien fik byen en ny sundhedsvedtægt i 1915. Den muliggjorde bl.a.  nedlæggelse af kælderlejligheder. Det var oprindeligt sundhedskommissionens hensigt at kassere mange af de ca. 50 kælderlej­ligheder i byen, men af hensyn til boligmanglen var man enige om at gå lempeligt frem og kun kassere nogle stykker hvert år. I sommeren 1916 blev seks af de værste kælderlejligheder kasseret af kommissionen, men da der ikke kunne skaffes anden husly til de familier, der boede i de seks lejligheder, lykkedes det ikke at forhindre, at de fort­sat blev benyttet som boliger. Nybyggeriet af lejligheder var nemlig gået helt i står på dette tidspunkt. I efter­året 1916 var der ikke en bolig under opførelse i byen.

Der findes talrige beskrivelser af hvor elendige datidens boligforhold var. Et vidnesbyrd er en politirapport fra april 1924, der bl.a. indeholder beskrivelse af 3 lejemål i ejendommen Vestergade 13. I politirapporten hedder det om den ene af disse boliger : “Lejligheder udlejet til : …….. 3) Arbejdsmand Sofus Petersen, der har 2 Børn paa 4 og 3 Aar, beboer et Værelse paa 3,88 Meter langt og 3,80 Meter bredt og 2,11 Meter højt. Værelset er belig­gende i Sidebygningen …. Værelset er meget fugtigt og daarligt vedligeholdt, idet Gulvet er raadent og itu flere steder, saa Rotterne har fri Adgang til Værelset.”

 

Voldsomme byrådsdebatter

Langt hen ad vejen ville det borgerlige byrådsflertal ikke gribe ind. De mente endda, at en vis bolignød var en fordel, for så tiltrak byen ikke fattige udefra, og på den måde tilgode så man jo skatteyderne. Debatterne i byrå­det blev heftigere og heftigere. Der blev nedsat et boligudvalg. I udvalgets første udspil, der blev lagt frem for byrådet den 22. januar 1917, hed det sig, at man skulle undersøge, om der var bolignød.

Højrefolkene undskyldte sig med, at de ville se, hvor galt det kom til at gå ved næste flyttedag. For de 5 social­demokrater var det derimod uomtvisteligt, at der var bolignød i byen, og at dette krævede byrådets øjeblikkelige indgriben. Redaktøren af Skive Socialdemokrat, H. P. Hansen, der selv var byrådsmedlem, spurgte bl.a. på mødet, om det var meningen, at dem, der til februar “bliver sagt op af en nogenlunde brugelig Lejlighed, skal være nødt til at tage sig til Takke med en Ormestald”, for at man fortsat skulle kunne påstå, at der ikke var bolignød. En af de borgerlige svarede, at det ikke kunne kaldes bolignød, at “der er en Mængde Mennesker, der gerne vil have en bedre Lejlighed.”

 

Flertallet bøjer sig

Efter byrådsmødet i januar 1917 opfordrede socialdemokraterne lejere, der blev opsat til forårsflyttedagen den 1. maj, til ikke at leje sig ind i “Rottehulerne”, “Fugtighedskamrene” og “Tudsekolonierne” for at sikre sig husly efter den 1. maj. I stedet skulle de bede byrådet skaffe dem husly for at vække de borgerlige politikere fra deres “Turteldueliv”. Det kraftige pres imod byrådsflertallet gav hurtigt resultat. 14 familier meldte sig som boligløse hos boligudvalget, og på byrådsmødet den 12. marts 1917 vedtog byrådet en række væsentlige indgreb i boligforhol­dene i byen. I første omgang indførtes huslejenævn og støtteordninger for private, der ville bygge eller indrette nye lejeboliger. En måned senere vedtog man at ansøge staten om tilskud til byggeri af kommunale husvildeboliger.

 

Skive By og Omegns Lejerforening

Boligproblemerne gav ikke kun debat i byrådssalen, den førte også til, at der blev oprettet en lejerforening under navnet Skive By og Omegns Lejerforening. Foreningen blev stiftet på et møde på Afholdshotellet i Torvegade den 15. marts 1917. Omkring 25 lejere deltog. Som formand valgtes lærer Niels Peter Bjerregaard, der senere indvalgtes i Skive Byråd for de radikale. Foreningen bestod til starten af 30’erne og stod i de første mange år stærkt i byen. I 1920 toppede medlemstallet med over 600 medlemmer i en by, hvor der dengang kun var omkring 700 lejeboliger. Foreningen blev hurtigt tilsluttet den daværende landsorganisation, De samvirkende Lejerforeninger, og Niels Peter Bjerregaard, blev på organisationens årsmøde den 9. september 1917 valgt som hovedbestyrelsesmedlem, en post han havde indtil 1924.

 

Huslejenævnet

Det huslejenævn, vi har i dag, består af tre medlemmer. Dengang sad der fem i huslejenævnet, to lejere, to grunde­jere og en jurist. De to lejere i byens første huslejenævn var lærer Niels Peter Bjerregaard og tømrermester J.P. Jacobsen. På ejersiden sad sagfører Bøttern (formand for grundejerforeningen) og snedkermester Kloch. Som formand udpegedes byens politimester.

Huslejenævnets beføjelser var skrappe. Der kunne ikke gennemføres huslejestigninger, uden de først var godkendt af huslejenævnet. Forbedringer af lejemål imod lejerens ønske skulle også godkendes af huslejenævnet. Sammenlægning af lejligheder eller udlejning af en lejlighed til en person, der allerede havde en bolig i byen, blev også for­budt. Når en sag havde været behandlet i huslejenævnet var lejeren beskyttet imod opsigelse i det følgende år. Overtrædelser af reglerne kunne straffes med bøder fra 10 til 2.000 kr. Bestemmelserne var ikke skrappe nok til at stoppe udnyttelsen af bolignøden. Derfor vedtog byrådet i september 1917, at flere regler skulle gælde i Skive. Derefter var opsigelser kun gyldige, hvis de blev godkendt af huslejenævnet, og lejerne fik ret til at fremleje uanset ejeren, hvis huslejenævnet ville tillade det.

 

Grundejerne

Grundejerne brød sig ikke om udviklingen, men havde ingen saglige argumenter at stille overfor de kommunale be­slutninger. Kun ca. halvdelen af byens grundejere var organiserede, og på grundejerforeningens første generalfor­samling efter huslejenævnets oprettelse, den 23. maj 1917, mødte der kun 18 op. Grundejerformanden, sagfører Bøt­tern, kritiserede specielt, at sundhedskommissionen havde formastet sig til at erklære de 6 kælderlejligheder for sundhedsfarlige. På det efterfølgende års generalforsamling påstod formanden, at det var den nye lejelovgivning, der havde skabt boligproblemerne. Andre medlemmer af grundejerforeningen foreslog, at der blev ført en sort bog over lejere, der krævede deres ret. En foreslog endda, at lejere skulle udstyres med attester fra deres tidligere værter, som de skulle fremvise, når de søgte ny bolig.

 

Kommunale Husvildeboliger

Mange husker de 3 gule huse overfor Sygehuset på Resenvej, der forsvandt for nu mere end 25 år siden. Disse 3 huse var de første kommunale husvildeboliger, der blev bygget for at afhjælpe bolignøden dengang. Husene blev opført med 4 to-værelses lejligheder i hvert hus og lokum i gården. Husene var beregnet til familieboliger og blev ud­lejet til faglærte og ufaglærte arbejderfamilier.

I 1918 byggede kommunen 8 toværelseslejligheder i Søndergade (nedrevet ca. 1960). Derefter opførtes Brårupvej 47 med 4 lejligheder, der skulle tjene som funktionærboliger ved renovationsanstalten, og i 1920 blev der opført en ejendom med 8 lejligheder ved Møllestien (tidligere Ringsgade 2), som nabo til alderdomshjemmet. Ejendommen er i dag ombygget til ældreboliger sammen med det tidligere alderdomshjem. Senere byggede kommunen yderligere husvilde­boliger i form af ejendommene Brårupvej 128 og 130, som begge stadig består, det ene benyttes af FDF’erne og det andet indeholder stadig 3 kommunale udlejningsboliger.

 

Byggeforeninger og to-familieshuse

Udover det rent kommunale byggeri af husvildeboliger var der også ønsker om at igangsætte et byggeri af billige ejerboliger igennem stiftelse af en byggeforening, hvor man bistod hinanden med projektet. I efteråret 1916 blev der peget på området bag Sønderbyen øst for Søndergade som en mulighed. Der var på det tidspunkt anlagt koloniha­ver i området, hvilket i første omgang var byrådsflertallets begrundelse for at afvise ideen.

I marts 1917 blev der vedtaget en lov om statslån til Byggeforeninger, som ville bygge “billige og sunde boliger for ubemidlede personer af arbejderklassen og økonomisk ligestillede”. Det gav ideen ny næring, og skulle senere vise at blive starten på byggeri af en del to-familieshuse i byen.

I september 1917 fremlagde socialdemokraterne det første forslag i byrådet, som handlede om et byggeri af 3 tofa­milieshuse i Anlægsgade.

Forslaget blev sendt i udvalg og førte hurtigt til en vedtagelse af retningslinier allerede i oktober 1917, hvor­efter der kunne opføres ejendomme, der kunne tjene til beboelse for mindst en familie mere end ejeren. Vilkårene for opførelse var, at der kunne opnås et statslån med kommunal anbefaling til 90 % af anlægsværdien, at kommunen påtog sig den foreløbige finansiering i byggeperioden, at kommunen helt eller delvist dækkede udgifter til gas, vand, el, veje og fortov og at der blev bevilget 10 års fritagelse for husskat, vand og renovationsafgift. Flere bygherrer søgte at opnå tilskud til opførelse af WC, men her sagde kommunen nej, WC blev betragtet som en luksus, som man ikke kunne opnå tilskud til – det udløste tværtimod, at man ikke kunne slippe for vandafgift for brug af WC.

Der var en del diskussion om, hvorvidt det var mest hensigtsmæssigt, om kommunen selv opførte boliger, som husvil­deboliger, eller om man gav tilskud til det private initiativ enten til enkeltstående bygherrer eller og gennem byggeforeningsbyggeri. For at begrænse risikoen for, at kommunen ikke fik tilstrækkelig gevinst ved initiativerne, blev det derfor besluttet, at udlejningsboligerne i de nye hus kun måtte udlejes til folk fra Skive i den periode, som skattefritagelsen varede.

Byrådets forhandlinger den 25. marts 1918 :

Andragende fra Marskandiser N.P. Petersen om kommunalt tilskud til ombygning af en Del af han Ejendom, saaledes at der indrettes 2 Beboelseslejligheder i Nybygningen.

Det vedtoges til Installation af Vand, Gas, El, Kloak og Fortov at yde et Beløb på 550 Kr, og at tilstaa Afgiftsfrihed for Beboelseslejlighederne i 10 Aar for Vand og 1 Renovationsspand og 1 Skarnkasse alt under forbehold af, at Lejlighederne kun udlejes til Indenbysboende i de 10 Aar.

Eksempel på offentligt støtte til privat bygherre efter de retningslinjer som byrådet vedtog i efteråret 1917.

Allerede sidst på året havde flere meldt sig med et ønske om at komme med til at bygge efter de nye regler, og kommunen besluttede at igangsætte planlægningen af jord- og kloakarbejder bag Sønderbyen, ved en forlængelse af Fredensgade. I sommeren 1918 var planlægningen afsluttet, og kommunen vedtog at give tilskud til projektet i Fre­densgade, hvor de interesserede bygherrer var organiserede i den nyoprettede Byggeforeningen af 1918, med bl.a. den markante typograf M. A. Larsen som medlem. Betingelsen var, at der i de huse, der blev opført, foruden ejerens var en “Lejlighed paa mindst 2 gode Værelser foruden Køkken, til Udleje til saadanne, der i Forvejen ere bosatte i Købstaden”.

At der blev holdt fast på, at man ønskede to-familiehuse blev slået fast, da en anden byggeforening, “Braarup Byggeforening” i efteråret 1920 fik afslag på kommunal støtte til opførelse af 8 enkeltmandshuse.

 

Gemt Under Historie, Skive // Kommentarer lukket til Tiden under og omkring 1. verdenskrig

Lejeboligens rolle i samfundsøkonomien

Står ejerboligen over lejeboligen? Er forsvaret for lejesektoren kun socialpolitik, – eller er det også et spørgsmål om en sund samfundsøkonomi? International forskning peger på, at sammenhængene er anderledes end de fleste umiddelbart tænker, og de samfund, der har en stor og velreguleret lejeboligsektor, ligger rent faktisk økonomisk i førerfeltet.

Af Jørgen D. Jensen, bestyrelsesmedlem i IUT (The International Union of Tenants)

I almenheden er forestillingen, at skiftet fra lejebolig til ejerbolig er synonymt med, at den enkelte har styr på sit liv og privatøkonomien. At man har konsolideret sig og kan tage vare på sig selv. At man alt i alt er en god samfundsborger.

Det synes naturligt, når man kan konstatere, at jo højere indtægt, jo højere ejerandel.

Men forestillingen om, at en større ejerandel derfor også er synonymt med bedre samfundsøkonomi, fører politikken på vildspor.

Skaderne ved den tænkning er set herhjemme, – og generelt mange steder i den udviklede verden.

Og det er set med stor brutalitet i Østeuropa efter systemskiftet. Her er folk i overvejende grad blevet ejere med store problemer til følge – problemer på det nære plan for ”poor owners”1 og problemer for samfundsøkonomierne.

En åben dør til forskerkredse

I interesseorganisationer, som f.eks. lejerbevægelsen, har politikudviklingen oftest knyttet sig til den sociale interessevaretagelse. Det betyder, at man også her ser mest på situationen, set fra individøjne. Derved reduceres synsvinklen, og man ender i en vis udstrækning op med at acceptere, at rigdom for et samfund skulle være forbundet med en høj grad af ejerskab.

Her er der i IUT over de seneste år sket et skifte. Døren er blevet åbnet mellem IUT som international paraply for de nationale lejerorganisationer og forskerkredse, der interesser sig for lejeboligen for dens rolle i samfundsøkonomien. 

Kilde til tallene bag grafikken: Distribution of population by dwelling type, 2010, Eurostat

Kilde til tallene bag grafikken: Distribution of population by dwelling type, 2010, Eurostat

Det bringer sagen op på et højere niveau, hvor det ikke alene handler om et socialt forsvar for lejere – men om lejeboliger som et værdifuldt element i samfundsøkonomien.

Et eksempel er Marja Elsinga, professor Housing Institutions & Governance, TU Delft (Holland), der har peget på, at ser man på boligsektoren vil ejerandelen ganske rigtigt øges ved en høj husstandsindkomst, mens det omvendt er sådan, at et lands økonomi nærmere øges, hvis der er en høj lejerandel.

Det understøttes rimeligt enkelt af statistik, der i grafikken er anskueliggjort med en opdeling i lejer- og ejerandel for et udsnit af europæiske lande.

Ses der udenfor Europa, ligger lande som USA og Japan meget tæt på det danske niveau på at 1/3 af befolkningen bor til leje.

Og ingen vil jo kunne finde på at nævne Schweiz, Tyskland og Østrig som ustabile og svage økonomier – og fremhæve Slovakiet, Litauen og Rumænien i den anden ende af skalaen som umiddelbare eksempler på stærke økonomier.

Forskere som Marja Elsinga har således en pointe.

Nok er det at eje på det personlige plan ofte synonymt med at man er bedre stillet økonomisk, men for samfund nærmest omvendt.

For hende ligger grænsen for, hvornår ejerandelen bliver en hemsko for økonomien på omtrent 70 %.

Og bemærk netop, at det er ejerandelen, der kan blive for stor.

Om misforståelserne om at en ejer skulle være bedre end en lejer, udtaler hun: ”Home ownership is rather an indicator than a cause of empowerment”.2

Altså, – det er ikke ejerskabet, der skaber den gode samfundsborger – det er kun en indikator.

For samfundet ligger problemerne omkring ejerboligen i, at den ikke kun er bolig, men også et spekulationsobjekt, – og at manglen på et tilgængeligt lejeboligmarked begrænser fleksibilitet i samfundet.

Spekulationsobjekt

Ses på spekulationssiden udløstes finanskrisen netop heraf, med et udløsende udgangspunkt i USA, men lokalt i Danmark godt hjulpet med ved liberaliseringer i kreditgivningen på ejendomsområdet.

Og herhjemme eksempelvis også ved at den private andelsboligsektor blev åbnet op for en langt mere markedsorienteret prisdannelse.

Sammenlignes med eksempelvis Tyskland, er det tankevækkende, at man her ved en mere konservativ kreditpolitik blev ramt mildere af finanskrisen.

Fleksibilitet og tilgængelighed

På tilgængelighedssiden ses, hvordan et eksploderende prisniveau i f.eks. London, udgør et problem for udviklingen, derved at almindelige lønmodtagere har svært ved at tilflytte byen. Tilgængeligheden er her blandt andet svækket ved de privatiseringer af lejeboliger der blev igangsat under Thatcher, men også senere er videreført af efterfølgende britiske regeringer.

Og i dansk sammenhæng hæmmes tilgængeligheden i Aarhus og København af et overophedet lejeboligmarked. Dette grundet i den fortsatte urbanisering centraliseret omkring de to byer. En urbanisering der ikke modsvares af en tilstrækkelig forøgelse af udbuddet af lejeboliger.

Går man til andre yderligheder, eksempelvist Rumænien, vil en boligejer i Transsylvanien ikke kunne sælge sin bolig og flytte til Bukarest og der skaffe sig en fornuftig lejebolig. Rumænerne er låst til deres boliger. Jeg har selv været nær på, netop talt med en initiativrig og dygtig ung mand med eget hus i Transsylvanien – uden mulighed for at komme derfra.

Det er værdifuldt for samfundet, at arbejdskraften er mobil – og derved er det, uanset om vi taler London, Aarhus, København eller Bukarest, værdifuldt, hvis der kan sikres et rigeligt og tilgængeligt lejeboligmarked.

Globalt

Ser man udenfor Europa – ud til de svagest udviklede lande, finder man en ekstra dimension på fortællingen.

I realiteten kunne man i global målestok tale om 3 hovedsektorer, når der tales boliger, ejerboligen, lejerboligen og det uformelle. Med det sidste menes slumbeboelse, ofte selvopført men uden legal ejerskab, og sort udlejning, hvor der ikke eksisterer nogen lovmæssige rammer for forholdet mellem parterne.

Rangordnes landene i forhold hertil, kan det opgøres således:

  1. Forrest ligger lande med en væsentligt og velordnet lejeboligsektor.
  2. Næst ligger de lande, hvor ejerboligsektoren er for stor, og hvor fraværet af et tilstrækkeligt antal lejeboliger derved hæmmer samfundsøkonomien.
  3. Nederst ligger lande, hvor en stor del af befolkningen savner helt fundamentale rettigheder både til ejerskab eller til lejemål, der hvor de bor.

Der er således al mulig grund til at forsvare lejeboligen, og det også af andre grunde end ren socialpolitik.

Og nok er relativ rigdom i et samfund ofte forbundet med ejerskab, men samfundets rigdom er omvendt bundet til et tilstrækkeligt stort og tilgængeligt lejeboligmarked, hvor der vel og mærke er sat legale rammer om samme.

Jørgen D. Jensen, Lejernes LO’s repræsentant i IUT’s bestyrelse siden 2003

1) ”Poor owners” betegner tidligere lejere i Central- og Østeuropa, som efter systemskiftet fik overgivet ejerskabet til deres tidligere lejeboliger, uden at besidde tilstrækkelige finansielle og indtægtsmæssige muligheder til at tage vare om deres ejendom.

2) Citat fra præsentation den 11. september 2012, i f. m. World Urban Forum 6 i Napoli.

Gemt Under Bolig // Kommentarer lukket til Lejeboligens rolle i samfundsøkonomien

Spare sig fattig, så man får råd til hvad?

Det høje niveau arbejdsløsheden har lagt sig på i Spanien har forbløffet, over 21 %, maj 2011. Spaniens arbejdsløse er på størrelse med Danmarks befolkning, januar 2012. Flere Spanske regioner er tæt på konkurs, juli 2012.

Spareplaner har ramt Spanien som en boomerang , udgifterne til arbejdsløse er eksploderet og truer med at vælte …., september 2012. Spaniens arbejdsløshed kravlet over 25 %, oktober 2012.

Spanske nyheder i korte flash.

Alt det handler om at skulle spare, spare for at betale til et kulsejlet kreditcirkus. Og troen på, at man ved at spare sig fattig, bliver rig nok til at kunne betale gæld tilbage.

I romanen ”Havets Katedral” af Ildefonso Falcones møder vi Arnau Estanyol, der i 1300 tallets Catalonien undslipper fra livegenskab – og ender op som baron. Da pest og krig giver nød – presses bønderne  hårdt af hoveri, skatter og afgifter.

Ernau ser som den gode baron, der selv engang havde været fattig, – hvordan lensherrer og grever holder egne indtægter intakte ved at udplyndre det økonomiske grundlag så voldsomt, at de livegne mister deres mulighed for at opretholde liv og produktion.

Derfor beordrer han, at mange af de tyngende byrder på de livegne, skal afskaffes i hans baroni. Som helten i romanen viser Arnau, at mennesker skal kunne arbejde og producere, – hvis liv og økonomi skal kunne sikres.

Der er stadig kortsigtet at skaffe sig penge ved at hindre mennesker i at arbejde.

Det bliver intet samfund rigt af.

http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/havets-katedral-af-ildefonso-falcones

Gemt Under Diverse, Historie // Kommentarer lukket til Spare sig fattig, så man får råd til hvad?

Politikkere – mål, sag eller enkeltsag?

Politikerne henter deres legitimitet igennem det demokratiske valg, og har derigennem mandatet til at bestemme. Beslutningsprocessen er ofte langsom og foregår igennem forhandlingsprocesser. Heroverfor står embedsmændene og de professionelle, der henter deres legitimitet fra faglige viden og ekspertise.

Embedsmændene kan træffe hurtige beslutninger via det bureaukratiske apparat, men kun hvis regelgrundlaget er til stede. De professionelle embedsmænd har en høj grad af autonomi via deres faglighed og kontakten til borgere/brugere.

Et særligt kendetegn for offentlig service er, at efterspørgslen i princippet er uendelig, når ydelsen er gratis. Der er derfor politikkerne der bestemmer udbud og efterspørgsel. Det sætter den politiske ledelse i en helt speciel situation, der ikke kan sammenlignes med ledelsen af en privat virksomhed.

Et andet særligt kendetegn ved den politiske ledede organisation er, at ledelsen indrømmes ikke kun en ret, men ofte søger deres legitimitet overfor vælgerne, ved at være uenige udadtil – og det ofte på enkeltsager.

Det kan betyde, at de reelle beslutninger overlades til de udførende.

Når den politiske ledelse ….. viger tilbage for at foretage prioriteringer og fastlægge præcise målsætninger, fortages prioriteringen i stedet af frontmedarbejderne.[1]

Det er et dilemma, der peger på betydningen af forskellen på enkeltsagspolitikere og målstyringspolitikere. De første står måske stærkest i offentlighedens lys, mens sidstnævnte har en chance for en større reel indflydelse.

Men findes der målstyringspolitikkere?

Og findes de, tør de så være ærlige omkring deres mål?


[1] Side 122 i Peter Gundelach & Hanne Sandager, Organisationskultur og ledelse i det offentlige.

Gemt Under Diverse // Kommentarer lukket til Politikkere – mål, sag eller enkeltsag?

The bus is here

The bus is here
It’s not the same
It’s different
I’m going to another school
Redwood Falls I think

The day went
Then two, tree, four, five
All nice days
I meet many young people
Already I know so many

So I think about it
How I like it
Then I know
I like here
That’s good I’m happy

Surfede i egne tekster fra 1973 – som 16-årig. Ikke just den store digterkunst – bør være ydmyg ved egen vurdering af nutidens ungdom i skolen. Men bedre forsøgt – end lade være. Her fra glæden over at skifte værtsfamilie under udvekslingsophold i USA.

Gemt Under USA // Kommentarer lukket til The bus is here

Rudolf & Hansine Bedsted

Rudolf og Hansine Bedsted var nogen af dem, der i foråret 1944 flyttede ind i AAB’s første byggeri i Skive. I AAB’s nuværende medlemsprotokol er Rudolf Bedsted opført som medlem nr. 1, han døde i juni 1991, men Hansine Bedsted bor stadig i Ringparken (NB: teksten her er fra 1991) , men ikke i afdeling 1, for familien flyttede ret hurtigt den nuværende lejlighed i afdeling 2 efter at denne var opført. De havde en dreng på omkring 8 år, da de flyttede ind i 1944, og de fik hurtigt derefter endnu to børn, så de havde i alt 3, nemlig Brian, Villy og Ilse.

Hansine Bedsted fortæller:

Vi boede tidligere i en stuelejlighed Voldgade 14, og havde fået vores første barn. Lejligheden var dårligt indrettet, og der var ikke egen toilet og bad. Første gang vi hørte om andelsboligtanken var fra arkitekt Ove Hove. Rudolf deltog i møderne fra starten af, men han lod sig aldrig vælge til noget. Vi vidste jo lang tid før, at vi skulle flytte herud og kom tit forbi og så på byggeriet efterhånden som det skred frem. Det passede med, at vi havde en kolonihave nede på den anden side af Norgårdsvej. En af lejlighederne blev gjort færdig 14 dage før de andre, da der var to der skulle giftes, og så skulle de jo have en lejlighed.

Da vi flyttede ind, var de ikke færdige med at lægge terrasso på trapperne. P.g.a. krigen blev terassoen lagt ovenpå trætrapper. I de 6 nyeste blokke er trapperne støbt og hængt op. Det var også ligesom halvt om halvt at flytte ud på landet dengang, det meste af det andet på Norgaardsvej er jo bygget siden. Det var gode lejligheder, man fik sit eget toilet og et bitte brusebad inde i lejligheden. Det havde vi ikke haft tidligere. Der var masser af børn hernede, der var rigtig mange. Nu er der kun ganske få. Dengang Frederik Kühl var gårdmand, skulle det gå efter en streg det hele. Så snart at der løb børn ud på græsplænen, så lød det “Kan I så komme af den græsplæne!” Men så det også godt ud rundt omkring herude. Der var en enkelt plæne, hvor de måtte spille bold, og så var der en bitte legeplads, en gynge og en sandkasse, men græsplænerne imellem blokkene måtte de ikke leg på, der gik jo en del ruder, når der var så mange børn.

Børnene måtte heller ikke engang sætte træskoene nede i gangen, hvis de lige skulle op. Hvis Kühl kom forbi, så sparkede han træskoene ned i kælderen. På et tidspunkt snakkede Rudolf om at flytte op i en lejlighed på Holstebrovej, der var lidt større, og havde en bedre udsigt oppe på Holstebrovej. Jeg brød mig ikke om at skulle flytte derop. Vi kom jo så godt ud af det med vore naboer og det hele. Det er rart, at man kender hinanden, så man kan gå sammen en aftenstund.

Hansine Bedsted fortæller om hvorledes de indrettede sig med 3 børn i den 70 m² store lejlighed: Vi havde etagesenge i børneværelset, der kunne stå to ved siden af hinanden og så en ovenpå, så var der plads til alle tre. Vi købte dem ude fra flygtningelejren i Jegstrup. De boede derinde alle tre til at begynde med, indtil den store kom i slagterlære. Stuen skulle også bruges som spisestue, der var ikke plads i køkkenet sammen med børnene. Hvis børnene skulle lege, så foregik det på stuegulvet, for på værelset var der ikke plads til dem, når sengene stod der. Det var i stuen man hørte radio, læste avis, spiste og legede.

(Fra samtale med Hansine og Rudolf Bedsted den 9. juli 1990)

Af Jørgen D. Jensen, AAB Skive – et tilbageblik, ISBN 87-984035-0-8, 1992

Gemt Under Bolig, Historie, Skive // Kommentarer lukket til Rudolf & Hansine Bedsted

Journalist Jens A. Christensen (DSU)

I min seminarietid stødte jeg på lokalhistorien. Dte var en del af en liniefagopgave, men viste sig langt mere interessant – end jeg havde forventet.

Blandt det mere nørdede var udarbejdelse af datomæssige biografier af centrale medlemer af SUF, det oprindelige Socialdemokratiske Ungdomsforbunds medlemmer i Skive – under de ideologiske stridigheder der fulgte i kølvandet på den 1. verdenskrig og revolutionen i Rusland.

To af de centrale skikkelser i Skive døde unge – en af den spanske syge og journalist Jens A. Christensen herunder af tuberkulose i 1921 i en alder af 25 år. Inden da nåede han at være medstifter af det nye DSU.

1896

Født i Nannerup (Kirkegården).

1913

Realeksamen fra Asylgades skole (Aarbogen 1953, side 6-8)

1915

Billede som SUF’er (Aarbogen 1947, side 20)

04.10.1916

Vælges til SUF’s bestyrelse på generalforsamling.

15.03.1917

Vælges som kongresdelegeret til SUF kongressen i Ålborg den 5.-6. april på en ekstraordinær SUF generalforsamling.

16.09.1917

Aflagde beretning som kredsformand (Fremad)

10.03.1918

Valgtes som dirigent på SUF generalforsamling, og indvalgtes i bestyrelsen.

01.06.1918

Medunderskriver af indlæg i Fremad.

04.09.1918

Angreb SAP på SUF møde hvor typograf Anders Antonsen indledte.

22.09.1918

Aflagde beretning som formand på kredsmøde (Fremad)

10.12.1918

Skriver nekrolog om Kristian Dalum, som var død under den spanske syge, i Skive Socialdemokrat.

12.12.1918

Indtræder ifølge Skive Socialdemokrat i SUF’s hovedbestyrelse efter Kristian Dalums død.

02.01.1919

Vælges på SUF generalforsamling som formand efter Kristian Dalum.

28.02.1919

Skive Socialdemokrat meddeler, at han indtræder som en af de to SUF repræsentanter i husassistenternes fagforening.

1919

SKATTEBOGSOPLYSNING: 1919-1920, Journalist Christensen, Husvildeboligerne Resenvej, Skat 100,00.

02.04.1919

Trækker sig som SUF formand på ordinær generalforsamling.

04.04.1919

Vælges som SUF formand på ekstraordinær generalforsamling.

06.04.1919

Genvælges som kredsformand og som kandidat til hovedbestyrelsesvalget på kredsmøde i Struer (Fremad)

17.-18. april 1919

Deltager som hovedbestyrelsesmedlem i SUF kongres. Vælges som et af hovedbestyrelsesmedlemmerne for Jylland (Fremad)

04.05.1919

Taler for SUF på et politisk møde i Vinderup over emnet "Om socialdemokratiets krav om politiske reformer".

10.05.1919

Mindretalsindlæg i Fremad.

11.05.1919

Taler for SUF ved politisk møde i Hjerm.

16.05.1919

Taler for SUF ved politisk møde i Højslev.

22.05.1919

Taler for SUF ved politisk møde i Vinde.

25.05.1919

Taler for SUF ved politisk møde i Jebjerg.

01.06.1919

Taler for SUF ved politisk møde i Roslev.

29.06.1919

Fratræder som kredsformand på kredsmøde (Fremad)

09.08.1919

Omtalt i rejsebrev i Fremad.

11.08.1919

Albert Nielsen nævnes som formand for SUF i Skive.

16.08.1919

Foto i Fremad.

17.-18. august 1919

Deltog som kredsrepræsentant i den skandinaviske ungdomskongres i Hillerrød.

30.08.1919

Foto i Fremad.

06.09.1919

Underskriver opråb til socialdemokratiets medlemmer i Fremad.

21.09.1919

Aflagde beretning fra Hillerød-kongressen og agiterede kraftigt imod "Bolchevismens kommunistiske ideer" på repræsentantskabsmøde for kongressen.

11.10.1919

Bliver angrebet af Chr. Holmgaard i Fremad.

18.10.1919

Medunderskriver af mindretalsindlæg, der bringes både i Socialdemokraten og Fremad samme dag.

21.10.1919

Har indlæg i Skive Socialdemokrat for nej til flertalsforslaget om afbrydelse af samarbejdet med socialdemokratiet.

23.10.1919

Har nyt indlæg i Skive Socialdemokrat.

23.10.1919

Har indlæg angående Hillerød-kongressen og Chr. Holmgaard i Fremad.

30.11.1919

Deltog i SUF kredsbestyrelsesmøde som dirigent og mødeleder uden at være medlem af kredsbestyrelsen. (Fremad)

05.12.1919

Deltog i SUF generalforsamling (Fremad)

01.01.1920

Udmeldt af SUF (DSU-skrift)

08.01.1920

Indlæg i Fremad angående kredsbestyrelsesmødet den 30.11.1919.

18.01.1920

Medinitiativtager ved stiftelsen af DSU-afdeling, men kommer ikke i bestyrelsen.

29.01.1920

Omtalt i Fremad i.f.m. stiftelsen af en ny forening i Skive og kredsgeneralforsamlingen den 30.11.1919.

30.01.1920

Deltog i SUF møde i Nykøbing Mors, hvor han fortalte om DSU’s politik.

01.02.1920

Næstformand for den nystiftede DSU-kredsorganisation.

05.02.1920

Omtalt i Fremad.

18.02.1920

Skive Socialdemokrat meddeler, at "Kredsbladet" er udkommet og udleveres gratis hos Jens Christensen, Skive Soc-Dem.

1920

SKATTEBOGSOPLYSNING: 1920-1921, Journalist Jens Christensen, Husvildeboligerne Resenvej, Skat 378,00.

———-

Redaktør af DSU’s blad Rød Ungdom, som medlem af DSU’s første sekretariat.

30.06.1920

Vælges som DSU-Skives 3. formand.

05.07.1920

Sviner M.A. Larsen til på et vælgermøde.

23.08.1920

Deltog i et offentligt møde arrangeret af SUF for der at modgå VsP (Vestre socialistisk Parti).

30.08.1920

Bød velkomment på et offentligt SD/DSU møde.

05.09.1920

Stort offentligt møde for DSU. Han nævnes som "Rød Ungdoms" redaktør, taler om de "21 punkter fra Moskwa – 3. Internationales grundlov".

05.09.1920

Fremad bringer indlæg imod ham.

18.09.1920

Bliver omtalt i Fremad i.f.m. et SUF møde.

30.09.1920

Holder taler ved DSU generalforsamling, hvor "De unges hjem" indvies.

12.12.1920

Talte ved SUF Århus’s 35 års dag (senere DSU).

16.12.1920

Deltog i møde som "Samfundshjælpen" arrangerede.

21.01.1921

Genvælges som DSU formand på generalforsamling.

24.01.1921

Deltog i et møde på Mors. (Fremad den 19.02.1921)

1921

SKATTEBOGSOPLYSNING: 1921-1922, Journalist J. Christensen, Husvildeboligerne Resenvej, Skat 604,00.

28.09.1921

Skriver som tuberkuloseramt et indlæg til Skive Socialdemokrat under overskriften "Nyd din Ungdom".

12.10.1921

Afgik som DSU formand på generalforsamling.

29.12.1921

Død af tuberkulose, 25 år gammel, begravet op ad muren bag rutebilstationen. (Aarbogen 1953, side 6-8)

03.01.1922

Beskrivelse af begravelsen i Skive Socialdemokrat, KUF deltager (KUF er det tidligere SUF, som nu hedder Kommunistisk Ungdomsforbund).

Jan. 1922

Mindeord i Fremad.

06.01.1922

En bekendt skriver om ham i Skive Socialdemokrat.

16.01.1922

Opfordring fra DSU’s hovedbestyrelse om indsamling til mindesten på hans grav i Skive Socialdemokrat.

———-

Billede fra SUF-faneindvielse (Side 25, Skiveegnens jul’83)

Gemt Under Historie // Kommentarer lukket til Journalist Jens A. Christensen (DSU)