Det koster stadig Shell mange år efter
Det politiske forbruger – er det noget der virker. Nogen gange er det. Slår man op under Shell under nettet finder man stadig en kobling mellem den udtjente boreplatform Bernt Spar og energiselskabet Shell, som her på wikipedia.
I tilfældet Bernt Spar var miljøorganisationen Greenpeace så succesrig i sin kampagne, at det kostede Shell på bundlinjen – fordi forbrugerne stemte med pengepungen – heraf begrebet den politiske forbruger.
Omkring samme tid tilbage i 1995 blev Frankrigs atomprøvesprængninger i Fransk Polynesien stoppet af en forbrugerboykot af fransk vin.
M.h.t. Shell finder jeg selv selskabets involvering i Nigeria langt mere alvorlig end Bernt Spar. Aktiviteterne i Nigeria i starten af 90’erne forbandt Shell til et problemkompleks med miljøødelæggelser, landets militærdiktatur, etniske konflikter og herunder henrettelsen af miljøaktivisten Ken Saro-Wiwa.
Og dertil var Shell tilbage i 80’erne i søgelyset for deres tilstedeværelse i Sydafrika under Apartheid. Allerede dengang indlærte jeg selv en afsky for selskabet, der stadig den dag i dag mindsker interessen for at tanke op på en Shell-tank, – også selvom de efter Bernt Spar i 1995 ændrede moralkodeks.
Noget af det der er princippet bag begrebet "den politiske forbruger" er, at selskaber rammes på et andet marked end der, hvor moraliteten i forbrugerens øjne brydes. I Nigeria var det ok at forfølge et etnisk mindretal i oliejagtens tegn, og i en indre nigeriansk sammenhæng ville en urimelig dødsstraf ikke have væltet noget. Men da samme historie når Europa – skete der noget.
Det samme sker, når børnearbejder i den 3. verden med deres forældres accept berøves det, vi ser som et godt børneliv. Det er ikke derude, at harmen kan ramme den virksomhed – der scorer gevinsten. Det er når viden herom rammer tilbage på f.eks. det hjemlige danske marked.
Ikke at alle forbrugere reagerer politisk, men hvis en tilstrækkelig masse reagerer – så kunne de franske vinbønder f. eks. stoppe atomprøvesprængningerne på den anden sidde af kloden.
Nu er Bravo Tours kommet i søgelyset, – og får chancen for at lægge arm med den politiske forbruger. Anledningen er flyselskabet Primera Airs deltagelse i den danske stats tvangshjemsendelser af flygtninge til Irak.
Rejsebureauet Bravo Tours afviser blankt, at de har noget at gøre med hjemsendelsen af de 12 irakere. De mener, at boykotkravet, der er rejst af Kirkeasyl er vanvittig, og afviser at selskabet er involveret, selvom de indgår i samme koncern som Primera Air ejet af islandske Andri Már Ingolfsson. Se Jyllandsposten 6.11.2009, Vejle amts Folkeblad 5.11.2008 og Folketidende.dk 6.11.2009. I sidstnævnte trues aktivisterne med politiet.
Nu kan man spørge sig selv, om de franske vinbønder havde et større ansvar for de franske atomprøvesprængninger, end et rejseselskab har det for et forbundet selskab, – for den politiske forbruger tæller det ikke, – hvis sammenhængen først er etableret – og det hænger ved.
I tilfældet Bravo Tours kan en boykotkampagne måske give et lidt spøjst udslag, – for det er jo ikke sikkert, at alle er lige meget modstandere af udvisningerne af irakerne. Måske giver det et plus i kredse, der står modsat Kirkeasyl. Man kan spørge, om Kirkeasyl har en tilstrækkelig bred appel til at slå igennem med et boykotkrav.
Men det er en ringe trøst, hvis man ønsker at stå neutralt på markedet med en appel til alle. Man driver ikke rejseselskab på at krænke en væsentlig delmængde af en befolkning.
For Shell koster det stadig, for Superbest vil kødskandalen hænge ved længe og hos Bravo Tours vurdere de lige nu, om tavshed, trusler eller undskyldninger er den bedste medicin. Mest af alt ønsker de sikkert tavshed, og for koncernen kan en flytur med 12 irakere fra Roskilde Lufthavn onsdag den 4. november komme til at stå som en økonomisk fejldisposition. Det er vilkårene.
Og politianmeldelse af de der opfordrer til boykotten. Hjælper det – næppe. Der er ikke forbrugstvang. Forbrug er et positivt tilvalg og politiske holdninger kan næppe stævnes – fordi deres resultat har økonomisk betydning.
Skulle Arla f.eks. kunne stævne Jyllandsposten for økonomiske tab i Mellemøsten – fordi den arabiske udgave af den politiske forbruger straffede alt, hvad der var dansk – og et i den sammenhæng ganske uskyldigt selskab som Arla – der i anden sammenhæng højest kan anklages for at monopolisere lidt for stærkt på det indenlandske mejerimarked.
Afslutningsvis tilbage til Superbest, der har tabt stort. De har valgt den strategi at lægge sig fladt ned og undskylde og rette hårde kontrol- og straffeforanstaltninger ind i kædens koncept – som deres strategi for damagekontrol. Ingen tvivl om, at der den bedste strategi, som de i nøden kan vælge. Man får næsten ondt af dem, – også når man ved, at kødeskandalen ikke var et isoleret Superbest problem. De blev blot taget med bukserne længst nede.
Gemt Under Diverse, Flygtninge // Kommentarer lukket til Det koster stadig Shell mange år efter
