Bang & Olufsen i Skive – fra et KAD-perspektiv
I 60’erne var der fuld beskæftigelse og virksomhederne fik sværere ved at skaffe arbejdskraft. Derfor appellerede man til pigerne om at blive udearbejdende. B&O blev en af de nye store kvindearbejdspladser i byen.
I april 1965 startede radio- og fjernsynsfabrikken B&O en afdeling i Skive. Virksomheden havde hjemsted i Struer, men havde også afdelinger i København, Odense, Lemvig og Holstebro.
Ved at etablere sig i Skive håbede man, at kunne skaffe arbejdskraft nok til en udvidelse af aktiviteterne. Datidens aviser skrev ivrigt om hvor stor en potentiel arbejdskraftreserve, der kunne mobiliseres, hvis man kunne få pigerne ud på arbejdsmarkedet.
Afdelingen i Skive blev i første omgang kaldt en hjælpeafdeling.
I starten havde fabrikken ikke egne lokaler. Den startede i Skive Værkstedshuse, der var bygget på Viborgvej for at give nye virksomheder mulighed for at etablere sig i byen. På afdelingen i Skive færdigmonterede og afprøvede man transistorradioer og fremstillede enkelte løsdele til TV-apperater. Nogle af de første transistorradioer gik under navnene Biolit 500 og Biolit 600.
De første piger blev ansat i april 1965, og allerede i juni samme år var man oppe på 45 piger på virksomheden. Ved årsskiftet 1965 til 1966 nærmede man sig det dobbelte. Der var ikke plads nok på Viborgvej. I starten af 1966 flytte virksomheden derfor til Etau-Tau på Frisenborgvej, der hvor EFG-Bygge og anlæg i dag ligger. Samme år begyndte B&O at bygge, hvor virksomheden ligger i dag, og i 1967 flyttede produktionen derover. Senere er det udvidet i to omgange.
De mange nye piger på B&O kom alle steder fra. Nogen havde tidligere været hjemmegående andre havde haft andre jobs, oftest jobs, der havde været mindre stabile.
Flere gik på Arbejdsteknisk skole på Tambohus, før de startede på B&O. På skolen var der kurser for både mænd og kvinder, der ønskede at starte på de nye virksomheder i byen som B&O og Metallic.
Vita Nielsen, Jonna Svendstrup og Aase Lund har alle arbejdet derude i mange år. De fortalte i 1988 sammen med afdelingsformand Asta Christensen om årene på B&O:
De første år var de bedste, indtil 1974 hvor de første store fyringer startede. Dengang kunne de risikere, at vi fik andet arbejde, hvis de sendte os hjem nogle dage, derfor beholdt de os. Det er dyrt at lære nye op, og det var ikke så let at få nye dengang. I dag koster det selvfølgeligt også at lære nye op, men når de sender folk hjem i dag, får de ikke så let nyt arbejde.
Vi blev sat på timeløn, og hvis der var meget lidt at lave, kunne der nemt blive tid at strikke et par strømper eller lignende.
Dengang var de også mere villige til at hjælpe medarbejdere, der ikke kunne følge med ræset med at få en retræteplads, som de pågældende bedre kunne klare. Engang var det også sådan, at piger over 55 år fik et tillæg, hvis de sad ved et bånd.
Engang i 1969 havde de inviteret en masse piger derud for at se fabrikken. De fik lagkage, wienerbrød og kaffe. Det var dengang kvinderne skulle ud at arbejde. Det var usundt at gå derhjemme, og nu skulle B&O vise dem, hvor godt det var at komme ud. Sandheden var snarere, at vi skulle bruges som et stykke elastik på arbejdsmarkedet. Dengang skulle vi alle ud, nu er der ikke så meget brug for os.
Nærgående spørgsmål
Det var gode tider i 60’erne. Alligevel var det nærgående spørgsmål, vi blev stillet overfor, dengang vi skulle ansættes. Overværkfører Gunnar Rasmussen stod for ansættelsessamtalerne. Hvor mange børn havde vi ? Var vi gravide ? Hvordan ville vi få børnene passet, hvis de blev syge ? Den slags spørgsmål blev vi udsat for.
Samlebåndsræs
Det kunne være hårdt at sidde ved båndet. Nogen gik hinanden på nerverne. For værkførerne var det opgaven, at få mest mulig pres på båndet. Vi sad 17 på en række, og de var meget dygtige til at få de hurtigste placeret først på båndet, så de kunne skubbe på alle de andre. Der var piger, der følte sig presset til at tage ting med hjem. De sad så og lavede noget af arbejdet derhjemme for at følge med i akkordræset.
Når vi havde så travlt, lavede vi fejl. Derfor blev der ansat en, der skulle kontrollere, hvor mange fejl vi lavede. Var der fejl, blev der hængt nogle hvide sedler på, så den ene radio blev mere juletræsagtig end den anden. Derefter blev vi præsenteret for dem. Engang i 60’erne fandt de endda på, at vi skulle trækkes 5 kr. i lønnen for hver fejl, vi lavede. Det fungerede kun et halvt års tid, men de blev ved med at hænge sedler på, og så skulle vi selv rette fejlene.
Mange sjove episoder
Den første tid på Viborgvej skulle Verner Flyvholm og Lindhard Lund hente vores løn i Struer. Det kunne godt give problemer. Jeg kan huske, fortæller Vita Nielsen, at vi flere gange har siddet dernede og ventet på pengene, efter at de havde ringet, at de ville blive forsinket. Engang sad vi og ventede, fordi de var kørt galt.
Karen Andersen fra Højslev var god til at finde på numre. Engang var hun kørt tør for spændskiver, så tog hun 10-ører og skruede den i Biolitterne i stedet for. På et tidspunkt fik vi også at vide, at de Biolitter, vi nu lavede, skulle sendes til udlandet. Så skrev Karen breve og puttede dem i papkasserne. Hun bad modtageren om at skrive tilbage, hvordan det var gået for transistorradioen. Det kunne jo være sjovt at få brev fra udlandet, men det opdagede de oppe i Struer, så blev det stoppet.
Asta Christensen husker dengang, da fabrikschefen tillod sig at gå ind på dametoilettet, for at kontrollere om der sad nogen derinde og røg. Det var forbudt at ryge på toiletterne, men man gjorde det naturligvis alligevel.
Vita Nielsen
Tidligere var jeg på slagteriet, men på et tidspunkt, var der ikke arbejde dernede. Slagteriarbejdernes fagforening fortalte mig, at B&O skulle starte. Vi var 13 piger, der kom på Arbejdsteknisk skole på Tambohus og lærte at bruge skruestik, file, drejebænk og den slags ting. Da vi var færdige, var B&O endnu ikke flyttet til byen. Nogle af os tilbød, at vi ville tage til Struer i første omgang, indtil produktionen startede i Skive. Men det kunne vi ikke. Hvis vi først startede i Struer, ville de ikke overflytte os til Skive.
Jeg startede på Viborgvej den 8. april 1965. Vi var de første, der blev ansat, og jeg var derude indtil den 4. juni 1987. Da kunne benene ikke holde til det længere, og da der skulle fyres nogen, blev jeg en af dem. Når jeg bliver 60 til efteråret, vil jeg på efterløn.
Jonna Svenstrup
Jeg arbejdede på Glyngøre Fiskeindustris afdeling i Højslev fra 1960 og indtil jeg startede på B&O i maj 1965. Arbejdet i Højslev var ikke stabilt, derfor var jeg også en kort tid på et ægpakkeri i Viborg. Jeg søgte ind hos B&O for at slippe for at skulle gå arbejdsløs i perioder.
Aase Lund
Da jeg startede på B&O i maj 1965, var jeg 25 år. Før den tid arbejdede jeg i huset som tjenestepige.
Asta Christensen
Jeg startede på Glyngøre fiskeindustri, da jeg var 17 år. Der var jeg omkring 1 år. Så syede jeg markiser på Akryma nogle måneder, indtil jeg flyttede til Lemvig, fordi min mand blev kørerlærerassistent deroppe. Jeg tog så et loddekursus i Struer og kom ind på B&O’s afdeling i Lemvig. Mindre end et år senere flyttede vi tilbage, og jeg kom ind på B&O’s afdeling her i Skive. Det var i 1968. I 1977 blev jeg tillidspige efter Signe Østergaard, og det var jeg, indtil jeg blev ansat på kontoret i 1980.
Fra: 50 års jubilæum, 10.5.1938 – 10.5.1988 / Kvindeligt Arbejderforbund Skive afdeling / [redigeret af: Jørgen D. Jensen] [tekst: Jørgen D. Jensen, Asta Christensen, Lillian Knudsen]
